TTH Holstebro henter playmaker-profil


12.01.2019 | Af Morten Toft - Foto: Louise Boo Jespersen

25-årige Trine Knudsen skifter til TTH Holstebro på en 2-årig kontrakt efter denne sæson. Playmakeren kommer til klubben efter en periode hos Skanderborg Håndbold. 

Trine Knudsen har været en målrig person hos Skanderborg Håndbold i denne sæson, hvor det er blevet til 64 mål. Ligeledes topper playmakeren assists ranglisten i HTH Ligaen med 75 målgivende afleveringer. Fra næste sæson skal Trine forsøge at gøre det samme, iført den hvide TTH-trøje. 

Trine Knudsen ser frem til skiftet.

- TTH Holstebro er en klub med nogle gode værdier, som nærmest kan virke lidt familiært. Det setup har virket rigtig tiltrækkende, og jeg glæder mig til at skulle begå mig i klubben i de næste to år, siger Trine Knudsen om sin kommende klub, og fortsætter om de sportslige ambitioner hun ser i forbindelse med skiftet til TTH Holstebro:

- Jeg har haft et ønske om at udfordre mig selv og lige nu er jeg på et sted i min håndboldkarriere, hvor det er nu der skal ske noget nyt, og gerne på en lidt større scene. Rent sportsligt ser jeg at mine sportslige ambitioner kan blive udfoldet i TTH Holstebro.  

Pether Krautmeyer: Trine har vist flotte præstationer

- Trine har haft stor andel i Skanderborg's resultater i de seneste sæsoner. Jeg fulgt hende tæt i lang tid, men især i denne sæson har hun overbevist os om at hun kan tilføje værdi til vores trup i TTH Holstebro. Vi er rigtige glade for at hun har valgt at komme hertil, siger TTH-cheftræner Pether Krautmeyer.

Den 25-årige playmaker får en central rolle i TTH Holstebro, fastslår cheftræneren.

- Trine er en rigtig dygtig playmaker, som har flere spids-kompetencer som vi kan bruge. Først og fremmest er hun den fødte leder på banen, hvor hun især er god til at fungere som en træners forlængede arm. Vi har set et behov for den type på vores hold og vi ser frem til at give Trine en masse ansvar i vores projekt, siger Pether Krautmeyer, som slutter med at rose Trines individuelle styrker:

- Hun har nogle klare kompetencer individuelt. Hun er dygtig til at sætte spillet op og har en god spilforståelse. Samtidig er hun en målfarlig playmaker, som har en styrke i duelspillet, hvor hun er i stand til at udfordre sin direkte modstander. 

Del på facebook