TTH Holstebro høster succes på Odendo


04.09.2019 | Af Morten Toft

Klubbens partnerskab med Odendo, som er en auktionsplatform, fortsætter med at give positive salgstal for TTH Holstebro. I sidste sæson rundede omsætningen over 1 mio. kr. mellem det lokale firma og klubben.  

Trods hård konkurrence med andre sportsklubber i Danmark, er TTH Holstebro pt. den sportsklub i Danmark, som har den største omsætning via sitet, og samtidig den sportsklub med det største antal produkter på Odendo-auktionssiden.  

Direktør for Odendo, Søren Nørgård, sætter følgende ord på det vellykkede samarbejde med TTH Holstebro:

- Hos Odendo er vi meget glade for den positive udvikling som TTH Holstebros auktion har været igennem de seneste sæsoner. Auktionen har udviklet sig til at være et fantastisk sted for lokale og regionale handelsdrivende, der ønsker at markedsføre sig, samtidig med det giver klubben vigtige sponsorindtægter. Vi har en målsætning om at auktionen skal vokse yderligere det kommende år, så der kommer endnu flere spændende auktioner på siden, siger Søren Nørgård. 

I 2018/19 sæsonen blev der auktioneret produkter for et syv-cifret beløb på Odendo via TTH Holstebro. 

- For brugerne på klubbens auktionssite, er der rigtig mange muligheder for at gøre et godt køb, samtidig med at man støtter klubben. Auktionen har dagligt masser af spændende auktioner, der udløber hele året rundt, så vi kan kun opfordre folk i Holstebro og omegn til at holde sig opdateret på TTH Holstebros auktion, så de ikke misser en god handel, slutter Søren Nørgård. 

TTH-direktør: Odendo giver vores kunder værdifuld eksponering

- Mange af vores sponsorer er i dag repræsenteret på Odendo med deres produkter, og de oplever en stor tilfredshed i forhold til den nye eksponering som de modtager. Det glæder os, at flere og flere ønsker at bakke os op via Odendo, siger TTH-direktør John Mikkelsen og tilføjer: 

- Volumen af Odendo-salget er væsentlig for vores totale omsætning i TTH Holstebro, og det er derfor meget glædeligt at vi oplever en stigning i omsætningen. Modellen gør at vores partnere på denne måde kan bakke klubben op på en lidt anderledes måde, som giver begge parter stor værdi. 

Fakta Odendo

  • TTH Holstebro har ca. 70 sponsorpartnere på Odendo.
  • TTH's Odendo site har mere end 60.000 besøgende om året.
  • I sidste sæson var der 453.000 besøg på Odendo fra Midt -og Vestjylland.
  • I 2018/19 rundede omsætningen over kr. 1 mio. i samarbejdet mellem Odendo og TTH Holstebro.
  • TTH Holstebro er den sportsklub i Danmark som har den højeste omsætning på Odendo.

Se TTH's Odendo auktioner HER

Del på facebook