TTH Holstebro slår rekord


31.05.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

Det lykkedes TTHs herre- og damespillere at slå fiktiv tilskuerrekord i Gråkjær Arena lørdag eftermiddag.

Der blev bakket op til den helt store guldmedalje, da TTHs dame- og herrespillere sammen inviterede til fiktiv DM-medaljekamp lørdag.

Med 3.425 solgte billetter kunne TTH-spillerne melde om ”udsolgt” og se målet blive indfriet.

Kampen havde til formål at støtte TTH Holstebro økonomisk efter ligasæsonen sluttede før tid. Derfor var det også med et smil i mundvigen, at direktør John Mikkelsen kunne se tilskuerrekorden blive slået:

- Vi er utrolig glade og taknemmelige for den opbakning vi har fået fra spillere, frivillige, spillerfamilier og fans. Der skal også lyde en stor tak til Royal Unibrew og vores mange sponsorer, der har støttet og bakket op om idéen, siger Mikkelsen om det fiktive rekordforsøg.

- Selvom vi ikke kunne mødes fysisk i Gråkjær Arena, så har vi mærket opbakningen fra nær og fjern. Vi glæder os til at kunne byde håndboldfans indenfor og atter give dem sportslige oplevelser i Gråkjær Arena inden længe.

Med rekorden i hus kan håndboldfans i Holstebro glæde sig over, at Royal Unibrew melder sin ankomst til sæsonens første hjemmekamp. Med sig har de gratis øl til de første 1.500 tilskuere.

Rekord gav ekstra gevinst
Udover gratis øl fra Royal Unibrew, kunne TTH også løfte sløret for en anden glædelig nyhed.

John Mikkelsen kunne nemlig sammen med Magnus Bramming fortælle, at venstrefløjen har forlænget sin kontrakt med TTH Holstebro, så den nu løber indtil 2025.

Du kan se video fra den fiktive tilskuerrekord på vores Facebook-side

Link til Facebook: Klik her

Del på facebook