TTH Holstebro vinder Annliz Cup 2019


12.08.2019 | Af Morten Toft - Foto: Viktor Ljungström

I weekenden deltog TTH-dametruppen til træningsturneringen, Annliz Cup 2019, og det var med stor succes. Efter fire kampe kunne holdet glæde sig over en samlet Cup-sejr og dermed en ny pokal til trofæhylden. 

TTH Holstebro startede Annliz Cup med en optimal begyndelse på gruppespillet med en ti-måls sejr over svenske Kungälvs HK. Den overbevisende sejr blev efterfulgt af en tæt sejr mod DHC Slavia Praha, hvorefter et uafgjort resultat blev facit i den sidste gruppekamp mod Skuru IK. 

- Vi spillede en fremragende kamp mod Kungälvs HK, hvor alle kom godt i gang og vi får spillet på de styrker vi har. Vi kørte dem ud af banen, siger Pether Krautmeyer, og fortsætter om lørdagens kampe: 

- Mod Slavia Praha og Skuru IK var niveauet ikke helt det samme, og vi bliver ramt af at vi sparer nogle spillere og får et par skader. Selvom alting ikke kørte på skinner, så får vi alligevel kæmpet os til de nødvendige resultater med den rette vilje og fight. Det var et par tætte kampe som blev afgjort på marginalerne.

Resultaterne fra gruppespillet udmøntede sig i en finaleplads om søndagen, hvor det rumænske storhold, CSM Bukarest, var modstanderen. Finalen mod de tidligere Champions League-vindere blev en tæt affære, men TTH Holstebro trak det længste strå med en 23-21 sejr efter storspil af flere spillere.

Pether Krautmeyer var en særdeles tilfreds træner efter finale-sejren:  

- CSM Bukarest havde ikke alle spillere til rådighed, men de stillede stadig med et meget dygtigt hold. Vi kunne se at vi ville blive presset på fysikken mod dem, og derfor blev vi enige om at vi måtte gå ekstra hårdt til dem og spille på kontra. Det var godt for os at prøve en fysisk kamp, hvor der virkelig skulle kæmpes med musklerne. Alle gav virkelig alt, og det gav en flot sejr, siger Pether Krautmeyer. 

Se billeder fra Annliz Cup triumfen her på dette LINK. Highlights fra finalen mellem TTH Holstebro og CSM Bukarest kan ses HER

Næste træningskamp for TTH Holstebro er mod Dortmund, hvor den tidligere TTH-spiller, Inger Smits, er skiftet til. Træningskampen spilles onsdag den 14. august kl. 18.30 på Idrætscenter Vest. Der er fri entré for alle. 

Del på facebook