TTH i top med tv-kampe


08.04.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Lars Kofoed

Når Magnus Bramming og co. på lørdag kl. 16.10 løber på banen til sæsonens første DM-slutspilskamp mod Skjern Håndbold, vil opgøret være den femte TTH-kamp ud af ni mulige, der bliver vist på tv i 2021.

Det glæder TTH Holstebro, at holdets kommende slutspilskampe vises på tv, så klubbens trofaste publikum, fans, klubfolk og sponsorer kan komme med helt tæt på, når sæsonens afgørende kampe skal spilles.

- Vi glæder os til et spændende og intens DM-slutspil. Efter et flot grundspil ser vi frem mod medrivende kampe i slutspillet, og vi håber masser af TTH-fans vil følge kampene tæt. I denne tid hvor vores trofaste publikum og sponsorer ikke må komme i hallerne er det glædeligt, at de kan følge med hjemme i stuerne i stedet, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Flotte tv-tal giver stærk eksponering
Igennem sæsonen har TTH Holstebro haft en del kampe på tv, med flotte seertal til følge. I foråret er hele tre TTH-kampe blevet valgt som topkamp på hovedkanalen TV2, mens den traditionelle tv-basker - i form af lokalbraget mod Skjern - blev transmitteret på TV2 Sport. Dermed er halvdelen af holdets kampe i foråret blevet sendt på national fjernsyn:

- Der har generelt været flotte tv-tal til sæsonens håndboldkampe, og vores store andel af tv-kampe har givet vores trofaste sponsorer flot national eksponering gennem hele sæsonen. Vi har oplevet en meget flot sponsoropbakning gennem hele denne svære corona-tid. Derfor glæder det os, at holdets gode indsats og topplacering i ligaen, har givet mange tv-kampe - både i Gråkjær Arena og på udebane, siger John Mikkelsen.

Se TTHs slutspilskampe direkte på TV2

Skjern Håndbold # TTH Holstebro - lørdag 10/4 klokken 16.10. Sendes direkte på TV2

TTH Holstebro # Skanderborg Håndbold - søndag 18/4 klokken 18.00. Sendes direkte på TV2 Sport

Det resterende slutspilsprogram er endnu ikke fastsat grundet Aalborg Håndbold og GOGs deltagelse i de europæiske turneringer.

Del på facebook