TTH slår rekord på Odendo


10.01.2020 | Af Louise Boo

Med 100.000 kr. i indtjening har TTH sat rekord på auktionsplatformen, Odendo. Direktør for Odendo, Søren Nørgaard, og TTH direktør, John Mikkelsen, kalder det en win-win situation og er begge glade for det gode samarbejde.

Det går godt med onlineauktionerne. TTHs indtjening på Odendo har været støt stigende i seks år, og i november måned slog TTH-salget rekord med 100.000 kr. 

Særligt de sidste to år er produkter, restaurantbesøg og andre oplevelser gået som varmt brød.

- Det peakede i november, men december var også god. Jeg tror, det er en blanding af flere ting. Folk følger løbende med, der er et spændende udvalg, og derudover vil folk gerne støtte det lokale, siger direktør i Odendo, Søren Nørgaard.

Han tilføjer en klart større trafik med flere kliks på sitet, som resulterer i det flotte resultat.  

- Der er flere som byder og flere, der stiller varer til rådighed. Samlet set kan man sige, at samarbejdet gennem årene er blevet stærkere. Og mens TTH får skaffet flere penge til klubben, får Odendo flere kunder og styrker sit brand, siger Søren Nørgaard.

I TTH er direktør John Mikkelsen også glad for samarbejdet og fremhæver gensidige fordele.

- Det er en win-win situation. Samarbejdet med Odendo er givtigt for både klubben, sponsorerne og brugerne, siger John Mikkelsen.

Udover de ekstra penge, som klubben tjener, lægger han vægt på, at det for brugerne er en alternativ måde at betale og støtte på, sponsorpartnerne bliver mere eksponeret, og Odendo får styrket sin platform. 

FAKTA:

  • TTHs Odendo site har mere end 60.000 besøgende om året
  • TTH har ca. 70 sponsorpartnere på Odendo
  • TTH er den sportsklub, der har indsamlet flest penge på Odendo sidste år

Se TTHs Odendo auktioner: https://www.odendo.dk/tth?sort=Ending_Soonest

 

 

Del på facebook