TTH taber tæt bronzekamp til EHF Cup Finals


18.05.2019 | Af Morten Toft - Foto: Line Kristoffersen

TTH Holstebro kom helt tæt på at vinde bronzemedaljerne til EHF Cup Finals, men en tæt afslutning gik ikke TTH's vej mod FC Porto Sofarma, der snuppede en 28-26 sejr i bronzekampen.

Tredje gang blev desværre ikke lykkens gang for TTH Holstebro mod portugisiske FC Porto Sofarma. Mandskabet fra Portugal hev nøjagtig som i gruppespillet en tæt sejr mod TTH Holstebro, og også denne gang var der spænding til det sidste om hvem der skulle hente sejren.

TTH Holstebro leverede især en stærk første halvleg mod Porto, hvor en TTH-føring på 16-14 var facit på scoringstavlen. 

Men efter en særdeles godkendt første halvleg, blev starten på anden halvleg slet ikke som TTH havde håbet på. 16-14 blev vendt til 17-19 efter blot 38 minutters spil, og herfra måtte TTH jagte udligningen helt hen til slut. 

Efter 56 minutter var Porto-føringen reduceret til 27-26, men de afgørende minutter på kampen blev ikke en succes for TTH, der desværre måtte sande at den nødvendige kvalitet udeblev.

Trods to nederlag for TTH Holstebro til EHF Cup Finals, var der masser af stolthed at spore hos cheftræner Westerholm:  

- Vi har formået at sætte TTH Holstebro på europa-landkortet i denne weekend, og i kampene som har ført os hertil. Vi har fået vist at vi er en klub, som ikke er bange for at give den gas mod de helt store hold, og jeg er virkelig stolt af det vi har præsteret som hold i Europa i denne sæson, siger Patrick Westerholm og tilføjer:

- Lige nu er vi naturligvis skuffede, men når vi kommer hjem og kigger på det, så kan vi sagtens se tilbage på den her turnering med tilfredshed og oprejst pande. 

Magnus Bramming vil også mindes EHF-eventyret som en fantastisk rejse: 

- EHF-turneringen har givet os en fælles oplevelse som hele truppen vil huske i lang tid. Vi er nået længere end nogen af os havde turde håbe på, og det skal vi være stolte over, siger Magnus Bramming. 

 

TTH Holstebro # FC Porto Sofarma 26-28 (16-14)

Kampstatistik TTH Holstebro 
Mål: Kay Smits 6, Jonas Porup 5, Lars Mousing 4, Magnus Bramming 4, Vignir Svavarsson 2, Jac Karlsson 1, Mikkel Sandholm 1, Peter Balling 1, Niels Lindholt 1.
Udvisninger: 3

Kampstatistik FC Porto Sofarma
Mål: Antonio Rodrigues 7, Diogo Branquinho 7, Miguel Alver 3, Dymaro Amador 2, Victor Iturriza 2, Fabio Magalhäes 2, Andre Gomes 1, Miguel Soares 1, Leonel Fernandes 1, Alexis Hernandes 1, Rui Sousa 1.
Udvisninger: 3

Tilskuertal: 10.045

Del på facebook