TTH-talenter klar til næste step


23.03.2019 | Af Morten Toft - Foto: Nanna Gantriis Mortensen

To af klubbens unge talenter Thomas Damgaard og Malte Justesen stopper i TTH Holstebro efter denne sæson. I fuld enighed med klubben ophæves deres nuværende kontrakter, da de nu er klar med nye udfordringer. Begge har brug for mere spilletid, og derfor er det en god plan at de skal starte på næste udviklingsstep.

Thomas og Malte har i flere år været en del af TTH’s talentakademi og talentprogrammet hos Holstebro Elitesport, før de i denne sæson, blev en fast del af ligatruppen i TTH Holstebro. Springet op til ligatruppen har været lærerigt og har givet mange gode erfaringer for de to unge talenter, men nu er tiden inde til at de skal ud og søge mere spilletid på seniorniveau, således de nu kan få ”mere jord på knæene” og dermed fortsætte deres gode udvikling.

TTH-direktør John Mikkelsen glæder sig meget til at følge de to spillere i fremtiden:

- Thomas og Malte er to talentfulde spillere, som besidder et tydeligt potentiale. Der er fuld opbakning fra klubbens side til et nyt step for de to unge spillere. For os er det naturligt at en del af vores mange talenter skal ”ud” og tage det næste skridt i deres karriere, inden de forhåbentlig vender tilbage til vores ligahold. Vi har set det før med Simon Gade og til næste sæson kommer ligaens topscorer Johan Meklenborg tilbage efter flere gode år i andre klubber, siger John Mikkelsen og tilføjer:

- Vi vil følge Malte og Thomas tæt i deres nye klub, og vi håber at de vil lykkes med at fortsætte deres udvikling. De har begge potentiale til at kunne blive fast ligaspiller i TTH Holstebro på sigt, og derfor er det bestemt ikke utænkeligt, at vi ser dem tilbage i klubben igen på et tidspunkt.

Malte Justesen og Thomas Damgaard har fremtiden på plads hos deres nye klubber.

Del på facebook