TTH-talenter rykkes op i dameligatruppen


29.05.2019 | Af Morten Toft

18-årige Julie Holm og 19-årige Johanne Bitsch vil til den kommende 2019/20 sæson befinde sig i dameligatruppen hos TTH Holstebro. De to talenter rykkes op fra klubbens talentakademi, hvor de har været en del af talentprogrammet ”Made In Holstebro” i samarbejde med Holstebro Elitesport.

I april måned fik Johanne og Julie overrakt Orla Dahl Jepsens Mindelegat som en anerkendelse for deres ambitiøse tilgang til håndbolden og som et symbol for deres indsats i TTH Holstebro.

Nu en måned senere kan klubben offentliggøre, at de to talenter fremadrettet skal indgå i ligatruppen.

Cheftræner Pether Krautmeyer glæder sig over at få to af klubbens egne talenter op i ligatruppen. Om Johanne Bitsch, som er stregspiller siger han:  

- Johanne har været i vores system i flere år, hvor hun har gjort en stor indsats for at udvikle sig til netop det skridt hun tager nu. Hun er ihærdig og en hårdtarbejdende spiller, som år efter år har udviklet sig. Hun har vist os at hun vil håndbold og vil blive bedre, og det er hun lykkes med, siger Pether Krautmeyer og uddyber en særlig styrke hos Johanne:

- Johanne har kæmpet og trænet ekstra hårdt for at nå dertil hvor hun er nu. Hun har bevist at denne indsats kan belønne sig, og derfor glæder det os meget at hun nu får en plads i ligatruppen til næste sæson.

Julie Holm kommer til at supplere på højre back positionen, hvor hun skal danne trio med Nikoline Lundgreen og Lærke Christensen.

- Julie er kendt som den vilde pige fra Sjælland, der aldrig har været bange for noget på banen og har tordnet derudaf. Det er positivt, og med tiden er hun blevet en mere moden og klogere håndboldspiller, og det har vi især set på 2. division i denne sæson, hvor hun har gjort det rigtig godt, siger Pether og uddyber:

- Julie er en spændende spiller, som har en interessant fremtid. Udviklingskridtet for hende lige nu er at træne rigtig meget i det næste år, og måske få et par erfaringer i kampene. Hun har potentiale til at blive en vigtig spiller for os i fremtiden, slutter Krautmeyer.

Med Julie Holm og Johanne Bitsch i ligatruppen, er de sidste brikker lagt for dametruppen til 2019/20 sæsonen.

Del på facebook