TTH-træningslejr styrker fællesskabet og Final4-drøm


25.12.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Louise Boo Jespersen

TTHs damehold har brugt en uge på træningslejr på portugisiske Porto Santo forud for det kommende Final4-stævne hjemme i Gråkjær Arena. Og spørger man træner Pether Krautmeyer er sådan en træningslejr god for både fysikken og fællesskabet.

Normalt stempler TTHs damehold ind i Gråkjær Arena, når der skal trænes skudfinter og løbeteknik. Men en uge i december har den vanlige arbejdsgang i Holstebro været byttet ud med portugisisk haltræning og crossfit med sand under tæerne på Porto Santo.  Selvom destinationen rimer på badeferie og drinks, har dette dog langt fra været tilfældet for Holstebroholdet: 

- Med vores fysioterapeut Thomas i spidsen, har vi bl.a. dyrket crossfit, og på denne måde lagt ekstra lag på vores fysiske træning. Desuden har vi haft flere haltræninger, hvor vi har udviklet nye ideer til både angrebs- og forsvarsspillet, forklarer Pether Krautmeyer.

Vigtigheden af det stærke fællesskab
Det kommende, og altoverskyggende mål er julens Final4-stævne, der spilles i Gråkjær Arena den 28. og 29. december. Her skal TTH sammen med Herning-Ikast, Odense og København Håndbold kæmpe om titlen som pokalmester 2019:

- Vi ser frem mod Final4 med en positiv oplevelse i bagagen fra Porto Santo. Vi har på turen fået nogle nye kort, som vi kan spille ud mod vores modstandere, og så har vi ikke mindst styrket fællesskabet, siger cheftræneren og afslutter: 

- Man skal bestemt ikke undervurdere vigtigheden af et stærkt fællesskab, når tingene brænder på og kampe skal afgøres.

Du kan stadig nå at købe din billet til årets håndboldfest i Holstebro på TTH Holstebros hjemmeside, www.tthholstebro.dk, eller ved at klikke på den røde knap nedenunder

Personlig sponsor for Pether Krautmeyer er Vestforsyning

Del på facebook