TTH U17 1 drenge får ny træner


04.05.2019 | Af Morten Toft - Foto: Fotograf Ole Mortensen

Den mangeårige håndboldtræner Bent Damgaard var udset til at skulle stå i spidsen for U17 drenge 1 i den kommende sæson, men i forbindelse med sønnens forestående hofteoperation, har Bent ønsket at træde af som træner for U17 1 drengene.

- Efter lange og svære overvejelser har jeg truffet en særdeles svær beslutning. Med beskeden om at min søn Morten skal opereres i begge hofter, og med udsigt til et længere genoptræningsforløb for ham, så kan jeg ikke fortsat forsvare overfor hverken mig selv eller ham, at køre til træning med det hold han kunne være en del af, siger Bent Damgaard.

TTH-talentchef Anders Thomsen ærgrer sig, men er indforstået med beslutningen.

- I TTH Ungdom har vi fuld forståelse for den prioritering Bent har måtte tage. Vi håber at en operation og et solidt genoptræningsforløb resulterer i, at de begge igen kan vende tilbage til miljøet. I TTH Ungdom vil der altid være plads til en trænerkapacitet og en personlighed som Bent, og derfor bliver det også snarere på gensyn og ikke farvel, siger talentchef Anders Thomsen.

Ny træner klar for U17 1

Den nye mand i spidsen for U17 1 drenge bliver 44-årige Lasse Pedersen, der til dagligt er medejer af Sport24 Holstebro og som er bosiddende i Mejrup med familien. Lasse Pedersen har selv været aktiv førsteholdsspiller på divisionsplan i blandt andet Tvis KFUM, Hogager GF, NNFH Lemvig, og har i de seneste seks år trænet herre senior divisionshold i både Tvis Håndbold, HMH og Mejdal-Halgård.

- Vi er rigtig glade for at kunne byde Lasse Pedersen velkommen i vores trænernetværk i TTH Ungdom, hvor han i et tæt samarbejde med Anders Høj Kristiansen (ass. træner/U19 træner), samt Sigurd Østergaard Tandrup (U17 2 træner) skal varetage udviklingen af de mange spændende spillere på vores kommende U17 drenge, siger Anders Thomsen.

- Jeg glæder mig til at være med til at påvirke de unge talenter i TTH Holstebro, og bidrage til processen mod at blive elitehåndboldspiller på seniorplan. Desuden glæder jeg mig til at indgå i et stærkt setup omkring trænerne i et spændende træningsmiljø, udtaler Lasse Pedesen.

TTH Ungdom har indgået en aftale med Lasse Pedersen for de kommende to sæsoner. 

Del på facebook