TTHs talenter tog teten i 2021


28.12.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

2021 var året, hvor talenterne fra TTH Ungdom fik mere ligaerfaring end noget andet år. Vores talentansvarlig Anders Høj ser her tilbage på de seneste 12 måneder i klubbens ungdomsrækker.

- Det har været anderledes år, men også på flere punkter et fedt år for TTH Ungdom.

Sådan indleder talentansvarlig Anders Høj når samtalen falder på 2021. Året har budt på en lang nedlukning af håndbolddanmarks ungdomsrækker, men også store oplevelser for flere af klubbens unge talenter. 

Zoom-træning og øget medlemstal
Lad os starte ved årets begyndelse. Den månedlange nedlukning af Danmark i vinteren og foråret trak tråde ind i håndboldhallerne. Al breddeidræt blev suspenderet, og dette skabte nye arbejdsgange for Anders Høj og hans kollegaer i TTH Ungdom. Udendørs træning og sågar træning over zoom blev hverdagen for TTHs talenter, der dog udviste stor moral og vilje til deres sport – til stor glæde for talentchefen:

-  Vi så under nedlukningen i foråret hvad vores unge mennesker er lavet af og den dedikation, de har til deres sport – lige fra U17 til U23. Vi taler i disse tider om dalende medlemstal i det danske foreningsliv, men i TTH Ungdom har vi faktisk øget antallet af medlemmer i 2021. Det vidner om, at vores produkt skaber positiv genlyd i lokalområdet, og at de unge er glad for den hverdag, vi kan tilbyde med skole og håndbold på højt plan, siger Anders Høj.

Talenterne kom i rampelyset
I ligaregi fik TTH-talenterne også lov til at præge dagsordenen. Et hav af skader på ligaholdet betød, at unge drenge som Sofus Haar Mose, Anders Flæng, Rasmus Ravn og Simon Jensen fik lov at prøve sig af til træning med TTHs ligaspillere og senere mod de store stjerner fra blandt andet GOG og Aalborg. Oplevelser der giver de unge drenge blod på tanden, fortæller Anders Høj:

- Det er dejligt at se, hvordan mange af vores U19-spillere og U23-spillere er blevet brugt omkring ligaholdet: Rasmus Ravn, Anders Flæng, Simon Jensen, Jonas Jepsen. Alle har de gjort sig nogle gode erfaringer fra ligaspillerne – hvad enten det har været til træning, til kamp eller i omklædningsrummet. At se og mærke på egen krop, hvordan ligaholdet går til deres træning, kan være brugbar læring for de unges videre udvikling. Man skal ikke undervurdere, hvad det betyder for motivationen at sidde med i omklædningsrummet eller få tips og tricks af Nikolaj Markussen i bussen på vej hjem fra en udebanetur, afslutter Høj.

TTH Holstebros ungdomsprogram trækker tråde helt fra Holstebro Kommunes sportsklasser i folkeskolens ældste klasser til seniorspillerne på Tvis KFUMs U23-hold. 

Talentpartnere i TTH Holstebro er Vald. Birn og Færchfonden.

Del på facebook