UDSOLGT! - Struer Energi Park klar til et brag


28.01.2019 | Af Morten Toft - Foto: Photo Overlund

TTH Holstebro kommer til at spille i en fyldt Struer Energi Park, når de på onsdag møder Nykøbing Falster Håndboldklub. Knap 800 tilskuere har booket deres billet til braget mod de nykårede pokalmestre - og det betyder at de røde udsolgt lamper blinker. 

Playmaker Lynn Knippenborg ser frem til at få massiv opbakning i den lille intime hal. 

- Det er fedt, at der udsolgt til kampen mod Nykøbing Falster og jeg tror det bliver en stor hjælp for os. Det er en meget svær kamp vi står overfor, og derfor kan opbakningen fra tilskuerne få stor betydning for vores pointchancer, siger Lynn Knippenborg

I den seneste spillerunde blev det til et knebent nederlag for TTH mod Ajax København. Den præstation skal revancheres mod Nykøbing Falster Håndboldklub. 

- Vi har meget, som vi skal have revancheret efter vores seneste kamp. Vi skal vise et andet udtryk mod Nykøbing og komme op i niveau, siger Lynn Knippenborg, som tror på sejren, hvis holdet rammer dagen: 

- Vi tabte med ét mål i vores første kamp mod Nykøbing i sæsonen - og det var utrolig bittert. Denne gang vil vi have point, slutter TTH-playmakeren. 

TTH Holstebro møder Nykøbing Falster Håndboldklub onsdag kl. 18.30 i Struer Energi Park. Har du ikke fået booket en billet til kampen, så kan du se den LIVE på TV2 Sport.

 

Se herunder, hvad du som tilskuer kan opleve til kampen. 

Hvid fest til braget

800 hvide t-shirts - så mange vil der blive uddelt til tilskuerne i Struer Energi Park til opgøret mod Nykøbing Falster. 

Ti sponsorer står bag den hvide t-shirt, som skal være med til at skabe en feststemning, når TTH's ligadamer spiller deres sidste kamp i Struer Energi Park i denne sæson.

Vi gør opmærksom på at der kun uddeles 800 t-shirts til kampen. Uddeles efter først til mølle. Se t-shirten HER

Boldkast konkurrence

I kampens pause afholder vi en boldkast konkurrence, som præsenteres af Struer's Friske Bilhus. Tilfældige tilskuere vil modtage boldkast-bolde, som i pausen skal kastes i to bildæk. Hvis du er dygtig - kan du være den heldige vinder af præmier fra Struer's Friske Bilhus.

Timeouts godter

SuperBrugsen Struer udleverer slikposer til publikum i timeouts. 

Del på facebook