Uhrenholt: Ny dag. Ny kamp


12.11.2021 | Af Nanna Gantriis - Photo Overlund

Én særlig ting er i fokus, når TTH-mandskabet møder Aalborg Håndbold i Gigantium lørdag aften: Der skal flere mål på tavlen.

Onsdagens modstander: Aalborg Håndbold.
Lørdagens modstander: Aalborg Håndbold.

Dermed ligger morgendagens modstander friskt i erindringen for TTH-mandskabet, der har brugt de sidste to dage på at fordøje og ikke mindst analysere onsdagens pokalnederlag:

- Vi har kigget onsdagens kamp mod Aalborg igennem og har fået defineret nogle fokusområder, som vi ønsker at forbedre til opgøret i morgen, siger assistenttræner Claus Uhrenholt og løfter sløret for noget af det, der skal lykkes i Gigantium lørdag aften:

- Vi skal kunne se en klar forbedring fra de scoringsprocenter, vi leverede i onsdags. Aalborg er et af Europas bedste hold. Det så vi i onsdags. Så vores chancer skal omdannes til mål, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få point med derfra, siger assistenttræneren og afslutter:

- Det er en ny kamp med nye muligheder. Drengene er top professionelle, så de skal nok være klar til 60 nye minutter mod Aalborg.

Kampen mod Aalborg Håndbold fløjtes i gang lørdag aften klokken 19.00. Du kan følge med via vores nyhedsplatforme eller på tophaandbold.dk.

Personlig sponsor for Claus Uhrenholt er JJD.

Del på facebook