Velkommen til: Jesper Munk


16.06.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: John Mikkelsen

Næste spiller der trækker i TTH-trøjen til sommer er stregspilleren Jesper Munk.
Jesper kommer fra den norske topklub ØIF Arendal, og blev præsenteret som ny TTH-spiller i februar måned. Dengang lød det således:

TTH henter ny stregspiller fra norsk topklub
Jesper Munk kommer til TTH Holstebro på en 1-årig kontrakt. Den danske stregspiller er hentet til klubben fra ØIF Arendal i Norge, hvor han har spillet de sidste tre år.

Fra sommer 2020 er der et nyt ansigt i herretruppen. Den 29-årige stregspiller, Jesper Munk, kommer fra den norske liga og er tiltænkt en rolle i både TTHs forsvar og angreb.
 
Direktør i TTH, John Mikkelsen glæder sig til det nye samarbejde og ser frem til en spillertype som Jesper Munk.

- Han er en tovejsspiller, har en god højde, er hurtig og bevæger sig godt på stregen. Jesper er en anderledes stregspiller end de to, vi har i forvejen. Han vil komme til at danne et meget slagkraftigt trekløver på stregen sammen med Christoffer Cichosz og Mathias Porsholdt, siger John Mikkelsen.

Han tilføjer, at trekløveret kommer til at spille en central rolle i næste sæson. Jesper Munk kan med sine 1,97 cm give nogle interessante muligheder og vil på bedste vis komplementere de andre to stregspillere.

- Jesper er som person et klubmenneske med store sociale kompetencer. Han er klar til at tage ansvar og er en fighter. Han passer godt ind i klubben, siger John Mikkelsen.
 
TTH Holstebro som en drømmeklub
 Selv ser Jesper Munk frem til klubskiftet og betegner det som en fantastisk mulighed for at spille for et tophold i den danske liga.
- TTH er som en drømmeklub. Udover at spille med i toppen, glæder jeg mig til at blive en del af et godt sammenhold og det stærke klubmiljø. Jeg vil gerne bidrage med masser af fight, vilje og udstråling, siger Jesper Munk, der har hørt meget godt om klubben.
 
Inden opholdet i Norge fik Jesper Munk for tre år siden konstateret en mild grad af sclerose og tager medicin én gang om dagen. Den milde grad er også grunden til, at Jesper ikke mærker noget til sygdommen. Sclerosen har aldrig holdt stregspilleren ude af en kamp.

Vi glæder os til at byde Jesper velkommen i TTH Holstebro. 

Personlig sponsor for Jesper Munk bliver Gaardhøje.

Del på facebook