Velkommen til: Josip Cavar og Nikolaj Markussen


17.07.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Louise Boo

Om to dage møder TTH-mandskabet ind til sæsonens første træning. Som optakt præsenterer vi de seks nye spillere, og nu er turen kommet til Josip Cavar og Nikolaj Markussen.

De kommende to år skal svenske Josip Cavar vogte målet for TTH Holstebro. Den 27-årige målmand skifter fra SønderjyskE Håndbold og glæder sig til at rykke mod det nordvestjyske:

- Det er et rigtig godt næste skridt i min karriere. TTH Holstebro er en god klub og har et stærkt sportsligt set-up. Det kan hjælpe mig til at blive en bedre målmand, end jeg er i dag. Jeg har haft en super god tid i SønderjyskE, men nu er jeg klar på at teste, hvad jeg kan udrette i en klub som TTH Holstebro.

En verdensmester vender hjem
I den modsatte ende af banen skal nyindkøbte Nikolaj Markussen forsøge at skyde TTH til sejr. Sammen med familien vender han hjem til Danmark efter et ophold i den ungarske storklub Veszprém, og den 2 meter og 11 centimeter høje venstre back er klar til at nå nye mål:

- Jeg kan med min nationale og internationale erfaring bidrage til, at man er endnu mere rustet til sæsonens kampe, ikke mindst de afgørende kampe sidst på sæsonen. Og så kan jeg forhåbentlig også være med til at få TTH Holstebro ud i Europa, så vi kan slås mod nogle af de rigtig store drenge, siger Nikolaj Markussen, der ikke er uvant på Europas største håndboldscener efter ophold i Veszprém og Atlético Madrid samt på landsholdet.

Personlig sponsor for Josip Cavar og Nikolaj Markussen bliver Smith Knudsen Advokatfirma og ID Identity.

Du kan se Cavar og Markussen i aktion, når TTH Holstebro tager imod det tyske storhold SG Flensburg-Handewitt den 18. august. Køb dine billetter ved at klikke her

Del på facebook