'Vi er ikke dér, hvor vi gerne vil være pt'


27.11.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Christoffer Cichosz anerkender, at kampen mod Skive var skuffende. Samtidig understreger TTH-anføreren, at der bliver kæmpet benhårdt for at holdet kan komme til at stå i en stærkere og bedre version.

Skuffelsen, frustrationen og ærgrelsen lyste ud af TTH-spillerne, da de lørdag eftermiddag gik fra banen i Skive med et nederlag på 29-32. Efter opgøret satte Christoffer Cichosz ord på kampen og den periode holdet gennemgår pt:

- Vi spiller en skidt kamp i dag, hvor flere faser i vores spil halter. Vi formår at kæmpe os tilbage i midten af anden halvleg, men vi bliver usikre og ukoncentrerede til slut - og dét må man ikke blive i en kamp som denne, siger TTH-anføreren, der sammen med sit hold nu skal hjem og evaluere lørdagens kamp.

- Lige nu er vi ikke dér, hvor vi gerne vil være. Det er jeg og holdet fuldt bevidst om, siger Cichosz og vender blikket mod det overordnede mønster i HTH Herreligaen:

- Den danske liga er hårdere end nogensinde. Samtidig er vi er i en position lige nu, hvor vi ikke kan komme med 90%, og så forvente at vi vinder håndboldkampe. Nej, vi skal komme med 100% på alle banens positioner hver eneste gang, og dét har vi desværre ikke lykkedes med den seneste tid.

’Vi vil vinde for TTH’
Men hvordan får man så vendt nederlag til sejr? Det svarer Christoffer Cichosz på her:

- Perioder som disse er både svære, frustrerende og hårde. Men vi må ikke gemme os henne i hjørnet og synes det er synd for os selv. Tværtimod skal vi kigge hinanden i øjnene, stå sammen som én enhed og give den endnu mere gas til træning, fortæller anføreren, der også er uddannet psykolog. Han afslutter med sikkerhed i stemmen:

- Jeg oplever en gruppe spillere, som sindssygt gerne vil vinde håndboldkampe og kæmpe for TTH Holstebro – der er faktisk ikke noget, de hellere vil. Nu må vi igen tage arbejdshandskerne på, og stå sammen som et hold. Det er sådan livet er i sport: Nogle gange går det op. Nogle gange går det ned, og lige nu arbejder vi på at komme til at stå i en stærkere og bedre version.

Personlig sponsor for Christoffer Cichosz er Jakobsen og Blindkilde.

Del på facebook