'Vi glæder os til slutspil'


05.04.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Grundspillet er nu afsluttet og dermed skal Søren Hansen gøre sit mandskab klar til seks afgørende slutspilskampe. Men hvordan gør cheftræneren dette på bedst mulig vis?

En tredjeplads i grundspillet og ét point med over i en slutspilpulje, der tæller Skjern, Skanderborg og Aalborg Håndbold.

Det er kortene som cheftræner i TTH, Søren Hansen, står med forud for det kommende slutspil

- Vi møder tre dygtige hold, hvor alle kan slå hinanden. Jeg tror, det bliver meget intenst, men vi glæder os!

Præstation frem for resultat
De to bedste hold fra hver slutspilspulje går videre til semifinalerne og erfaringer viser, at det er de små marginaler, der afgør tingene til slut. Netop dette er et fokuspunkt for Søren Hansen:

-Det handler om at gribe chancen når den er der. I Aalborg kendte vi ikke helt vores besøgstid, og det kan være en fin læring til de kommende kampe, siger cheftræneren og fortsætter:

- For os handler det om at fokusere på præstationen fremfor resultatet. Hvis vi fokuserer på at arbejde benhårdt og dyrke de små marginaler, så danner vi også grobund for et godt resultat.

TTH Holstebro møder Skjern Håndbold på udebane i første slutspilskamp. Et endeligt kamptidspunkt bliver fastlagt de kommende dage.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

Del på facebook