'Vi skulle slide hårdere end Aalborg'


22.04.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Det blev ikke til en sejr over de danske mestre fra Aalborg i denne omgang. Læs hvad cheftræner Søren Hansen havde at sige efter kampen.

- Vi møder et rigtig godt mandskab i dag. Aalborg var skarpe i første halvleg og specielt i deres kontrafase straffede de os hårdt. Jeg synes, vi kæmper igennem hele kampen og ender faktisk også med at vinde anden halvleg, men overordnet set skulle vi slide mere for vores mål end Aalborg skulle i dag, analyserer Søren Hansen kort efter slutfløjtet har lydt i Gråkjær Arena.

Han nævner desuden den hårde fysiske belastning som en mulig faktor i onsdagens kamp:

- Vi var måske mærkede af den flotte, men fysiske kamp vi spillede mod Skanderborg i søndags. Pt. spiller vi smallere end vi plejer grundet skader, og det kræver mange ressourcer at holde sig mentalt og fysisk klar i dette slutspil, siger cheftræneren.

Nu venter to ugers landsholdspause, hvor Søren Hansen og TTH-mandskabet kan tanke op og træne frem mod de tre sidste slutspilskampe. Her hedder menuen:

Skanderborg (udebane) d. 5. maj kl. 20.30
Skjern (hjemmebane) d. 8. maj kl. 18.00
Aalborg (udebane) d. 16. maj kl. 16.00.

De to bedst placerede hold går videre til DM-semifinalen.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

Del på facebook