Westerholm: Et vigtigt skridt mod top-4


06.02.2019 | Af Morten Toft - Foto: Louise Boo Jespersen

TTH Holstebro fik en 37-33 sejr mod BSV tirsdag aften i JYSK Arena, Silkeborg. Udebanesejren mod lokalrivalerne var et vigtigt skridt mod klubbens ambition om en placering i top-4.

Cheftræner Patrick Westerholm var plaget af sygdom til lokalopgøret mod Bjerringbro-Silkeborg, men selvom sygdom fluerede i kroppen, så formåede han at få det bedste frem hos sit mandskab.

- Nogle gange rammer ens spillere et højere niveau end man måske turde håbe på, og sådan var det lidt mod BSV. Jeg havde ikke forventet at vi kunne spille med så stor skarphed angrebsmæssigt, efter en måned uden meget træning med håndbolden, siger Patrick Westerholm og sætter flere ord på den offensive indsats:

- Vi har arbejdet på at blive mere specifikke og disciplineret i vores angrebsspil. Det synes jeg at vi fik vist mod BSV, hvor vi ikke tager forhastede afslutninger, men i stedet spiller klogt og sætter tempo når vi skal. Det var meget positivt.

Hele holdkortet kom i brug mod BSV. Noget som glæder cheftræneren.

- Der var mange som spillede en stor kamp mod BSV, og der blev budt godt ind fra bænken. Vi blev lidt udfordret med Kildelunds skade på fløjen, men jeg synes vi fik løst det godt.

TTH Holstebro placerer sig på en 3. plads i tabellen efter sejren over BSV og nu er holdet bedre indbyrdes end både Skanderborg og BSV i tilfælde af pointlighed. Patrick Westerholm fastslår dog at der er lang vej til målet endnu.

- Sejren var et vigtigt skridt mod vores ambition om at ende i top-4, men vi er velvidende om, at der er meget lang vej endnu. Det bliver et langt sejt træk at nå vores mål, så vi skal ikke blive for selvtilfredse og hvile på laurbærrene, bare fordi vi har slået BSV, slutter Patrick Westerholm.

Næste kamp for TTH Holstebro er på lørdag, når de kickstarter EHF Cup gruppespillet mod rumænske HC Dobrogea Sud Constanta. Du kan få fri entré til kampen – Læs mere HER

Del på facebook