Westerholm stopper i TTH Holstebro til sommer


06.08.2019 | Af Morten Toft - Foto: Alex Paulsen

For cheftræner Patrick Westerholm bliver 2019/20 sæsonen den sidste i TTH Holstebro i denne omgang. Den finske træner har meddelt klubben, at han ønsker at prøve noget nyt fra 1. juli 2020.

Westerholm: TTH Holstebro har været et fantastisk sted for mig

- Jeg har indtil videre haft fire virkelig gode år i TTH Holstebro, hvor jeg er stolt af den udvikling som vi i klubben har skabt. Det har været en god tid, men jeg føler, at det nu er blevet tid til nye oplevelser, hvor jeg skal afprøve mig selv i nye rammer, og hvor jeg forhåbentlig kan udvikle mig som træner, siger Patrick Westerholm og fortsætter: 

- I TTH har jeg haft nogle fantastiske medtrænere og spillere, som alle har givet mig en masse gode oplevelser og resultater. Jeg ser frem til denne sæson med en ny holdsammensætning, som rummer et stort potentiale. Jeg vil gøre alt for at vi sammen skal lykkes med en stærk sæson, hvor jeg kan efterlade holdet med en medalje om halsen – og den må meget gerne være af guld.

TTH-direktør: Westerholm har etableret klubben i toppen af dansk håndbold

Hos TTH Holstebro er der stor glæde og stolthed over det arbejde som Patrick Westerholm har skabt i de seneste fire sæsoner. Den finske cheftræner har igennem årene især sat sit tydelige præg på det sportslige set-up for holdet, og det skal nu praktiseres for sidste gang i 2019/20 sæsonen. En sæson som man i TTH ser frem til med store forventninger med Westerholm bag roret.

- Patrick har sat nogle tydelige og flotte spor i klubhistorien gennem de seneste fire år, og han bliver svær at erstatte. Han har været den træner, som samlet har skabt de bedste resultater med en DM-sølvmedalje, klubbens første Champions League deltagelse, et pokalmesterskab og senest en deltagelse i EHF Finals samt hvert år været tæt på DM-medaljer. Patrick har med færre midler end de øvrige tophold skabt et hold og resultater som vi kun kan være imponeret af. Vi vil sammen med Patrick sørge for at denne sæson også bliver en stærk TTH-sæson, siger John Mikkelsen. 

TTH Holstebro har tidligere i foråret indgået en 3-årig aftale med assistenttræner Claus Uhrenholt og en 2-årig aftale med målmandstræner Michael Bruun. Begge trænere vil indgå i det nye træner set-up, og dermed har klubben allerede sikret sig dygtige trænerkræfter, som sammen med en ny cheftræner skal udgøre trænerteamet i TTH Holstebro.  

Del på facebook