Westerholm: Vi vil selv afgøre vores top-4 ambition


18.03.2019 | Af Morten Toft - Foto: Louise Boo Jespersen

Det begynder at spidse til for TTH Holstebro i Herre Håndbold Ligaen, hvor der nu kun resterer tre kampe i 2018/19 grundspillet. Onsdag aften står klubben overfor en direkte top-4 konkurrent i Gråkjær Arena, når man møder Århus Håndbold. 

Cheftræner Patrick Westerholm glæder sig til en betydningsfuld kamp mod en stærk modstander:

- Vi kan selv afgøre vores top-4 ambition ved at vinde de sidste tre kampe. Det mål er vi alle opsat på at nå, men vi ved også, at det kræver en stor indsats af os alle, for at det kan lykkes. Den første udfordring er Århus Håndbold, og det er en betydningsfuld kamp som vi ser meget frem til, siger Patrick Westerholm og tilføjer:

- Det er nu, at tingene begynder at spidse til, og heldigvis står vi i en situation, hvor vi selv kan afgøre, om vi skal have point med over i DM-slutspillet.

Århus Håndbold har netop deltaget i Santander Final4, hvor det blev til en fjerdeplads. Selvom det ikke blev til medaljer for århusianerne, så er der stor respekt for Århus fra Patrick Westerholm.

- Vi har mødt Århus to gange i denne sæson, og vi har været udfordret begge gange mod dem. De er et mandskab, som har en særlig evne til at lave mange mål, og især deres bagkædeskytter kan gøre ondt på alle mandskaber. De må ikke få chancen for at skyde sig varme, fortæller Patrick Westerholm og tilføjer:

- Hvis vi kigger på os selv, så har vi lukket for mange mål ind i de seneste kampe, og af den grund skal vi forsøge at finde en stærkere defensiv struktur, hvor højden på deres skytter bliver afgørende.

Westerholm og Co. har ikke spillet en ligakamp siden den 26. februar, hvor man mødte Lemvig-Thyborøn Håndbold. Kamppausen kan få betydning på flere måder ifølge Westerholm.

- Som træner er man altid en smule nervøs, når man har haft en lang kamppause. Det er ikke altid optimalt at have tre uger uden kamp, men på den anden side har vi forhåbentlig en ekstra friskhed og gnist i vores spil. Uanset hvad, så skal vi med garanti fighte røven ud af bukserne for at gøre os fortjent til to point, slutter TTH-cheftræneren.   

TTH Holstebro møder Århus Håndbold kl. 18.30 onsdag aften i Gråkjær Arena.

Køb din billet til kampen HER

Del på facebook