Køb dine billetter og sæsonkort - eller hent dine partnerbilletter
Et stigende antal akademi- og ligaspillere har i denne sæson fået en ekstra familie i Holstebro. Med hele 22 spillere fordelt på 19 værtsfamilier er TTH Holstebros Tryg Havn-ordning vokset markant hen over sommeren.
Bag udviklingen står Henrik Bitsch, som glæder sig over både den stigende efterspørgsel og den lokale opbakning:
– Det er fantastisk at opleve den velvilje, vi har mødt i jagten på nye Tryg Havn-familier. Det gør mig glad at se, hvordan familierne begynder at lave ting sammen på tværs – det skaber noget helt særligt i vores miljø, siger han.
Et lokalt initiativ med stor effekt
TTH Holstebros Tryg Havn er en unik ordning, der – så vidt vides – kun eksisterer i Holstebro. Den giver både unge og ældre spillere fra andre byer og lande mulighed for at få et trygt netværk uden for håndboldbanen.
– For de yngste handler det nogle gange om tøjvask, frugtordning og kørsel til kampe. For andre kan det være en snak over et måltid mad eller bare et sted, hvor man kan slappe af og tale om andet end håndbold, forklarer Henrik Bitsch.
Opgaverne som Tryg Havn-familie er vidt forskellige – lige fra hjælp til lægebesøg, afhentning i lufthavnen og hjælp med MitID og MobilePay, til hyggeaftener, hundepasning og blomsterpasning. Fælles for alle er ønsket om at give spillerne ro og trivsel i hverdagen.
Tryghed uden for banen – præstation inden for stregerne
Med spillere fra både Danmark og udlandet er behovet for hjælp og nærvær forskelligt – men det gør ingen forskel for betydningen.
– De værdsætter det utrolig meget – den opbakning som en ekstra familie giver. Det har stor værdi udenfor håndboldbanen og gør en forskel for deres trivsel og præstation, siger Henrik Bitsch.
Han understreger, at klubben arbejder målrettet for, at spillerne skal bo i Holstebro – og falde så godt til som muligt. Derfor spiller Tryg Havn en vigtig rolle i den samlede hverdag som ny og i TTH Holstebros værdier.
Fra værtskab til venskab
Nogle relationer udvikler sig over tid til mere end blot en praktisk ordning. Flere familier og spillere har opbygget tætte bånd – også på tværs af landegrænser – som varer ved længe efter håndboldtiden i Holstebro.
Samtidig er der opstået et stærkt fællesskab blandt familierne selv, som i stigende grad mødes og samarbejder. Det er en gevinst for både spillerne og de familier, der åbner deres hjem og hjerter.
Har du mulighed for at hjælpe med job til en ung spiller?
Med det stigende antal spillere arbejder klubben også på at hjælpe med jobmuligheder til både unge og ældre spillere. Det kræver fleksibilitet – og en god portion lokal opbakning.
– Vi er i gang med processen, men mangler stadig virksomheder, som kan give en hånd med. Så ræk endelig ud, hvis I kan hjælpe en af vores spillere godt i gang i Holstebro, lyder opfordringen fra Henrik Bitsch.
Er du interesseret i at høre mere om Tryg Havn, eller har du mulighed for at bidrage med et job, så kontakt Henrik Bitsch via henrik@tthholstebro.dk