16.11.2023

Atlason: ’Rammerne var optimale, men vi leverede ikke varen’

Arnór Atlason og hans mandskab ledte efter løsningerne, da holdet tabte til Nordsjælland Håndbold torsdag aften.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

- Det er en forfærdelig følelse at sidde med bagefter, siger Arnór Atlason efter nederlaget til Nordsjælland Håndbold.

- Rammerne var rigtig flotte. Klubben, de frivillige og sponsorerne havde knoklet for at få en god aften op at stå. Men vi leverede ikke varen inde på banen. Det må vi bare erkende.

- De fejl vi laver især i 1. halvleg, koster os alt for meget. Dem må man ikke lave i Herreligaen. Så taber man, som vi gjorde i dag, siger cheftræneren, der ikke lægger skjul på hvilke følelser der dominerede i omklædningsrummet efter kampen:

- Folk skal vide, at vi er mest skuffede af alle. Vi er på ingen måde tilfredse med den præstation, vi leverer i dag, og folk skal vide, at vi kigger os selv i spejlet efter en kamp som denne og evaluerer - både spillerne, men også os der står uden for banen.

Allerede på onsdag venter en ny kamp for TTH-mandskabet, når SønderjyskE gæster Gråkjær Arena. Og Arnór Atlason vil gøre alt for, at det er et andet udtryk, tilskuerne får at se.

- Der er ingen undskyldninger. Det kommer til at kræve en kæmpe indsats fra os som hold, at komme videre fra dette. Først handler det om at få lukket den her kamp, og så kan vi rette fokus. Så vi sammen finder en vej at komme ud, afslutter Arnór Atlason.

Personlig sponsor for Arnór Atlason er

Forrige Næste