13.02.2025

TTH Holstebro sender spiller til udlandet til sommer

Klubbens svenske spiller, Edwin Aspenbäck, skifter til en udenlandsk klub i næste sæson. Klubskiftet sker tidligere end planlagt af personlige hensyn til spilleren.

For TTH Holstebro har Edwin Aspenbäck været et meget positivt bekendtskab, og med flot spil har den svenske højre back spillet sig ind på Efterårets Hold i Håndboldligaen. Selvom der ikke er en klausul i spillerens kontrakt om et muligt klubskifte allerede efter år ét, har klubbens bestyrelse alligevel valgt at imødekomme spillerens ønske om et skifte til sommer:

– Vi har gennem en periode haft dialog med Edwin om hverdagen i Holstebro. Overgangen fra Stockholm til Holstebro uden familie, kæreste og venner har været svær for Edwin. Det påvirker ham for meget i hverdagen, og derfor har han ønsket at finde en ny klub og en ny hverdag et andet sted. Dette ønske har vi accepteret og har fundet en god løsning med en ny klub, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Tak til klubben for personligt hensyn

For den 25-årige Edwin Aspenbäck var beslutningen om et klubskifte til TTH Holstebro den helt rigtige, da han har mødt en professionel klub med gode holdkammerater, dygtige trænere og masser af fantastiske fans. Men hvis hverdagen ikke fungerer optimalt, så er det ikke den bedste udgave af Edwin Aspenbäck, som TTH får:

– Jeg har været glad for byen og klubben, men jeg har undervurderet, hvor stor en omvæltning det har været for mig. Jeg har mærket en utilpashed, som ikke er god for hverken mig eller klubben. Selvom alle omkring mig har forsøgt at gøre hverdagen god for mig, har det ikke været nok. Derfor kan jeg ikke rose klubben nok for deres personlige hensyn til mig. Jeg vil give alt for, at vi nu får nogle gode måneder sammen og slutter sæsonen godt af. Jeg håber det bedste for klubben og holdet, siger Edwin Aspenbäck.

TTH Holstebro vil senere komme med nyt om sammensætningen af ligaholdet til næste sæson.

Personlig sponsor for Edwin Aspenbäck er Jespers Planteskole: 

Forrige Næste