X

BILLETTER

Køb dine billetter og sæsonkort - eller hent dine partnerbilletter

20.07.2026

Emil Hansen ser tilbage på lærerigt U20 EM

Efter en sommer med det danske U20-landshold er Emil Hansen nu klar til at vende hjem til Holstebro. Slutrunden endte med en flot fjerdeplads, da Danmark måtte se sig slået af Slovenien i bronzekampen.

For Emil blev mesterskabet en værdifuld oplevelse med minutter på banen, flere scoringer og masser af erfaring mod nogle af Europas største talenter.

Store oplevelser på og uden for banen

For det unge TTH-talent var slutrunden meget mere end håndboldkampene:

- Det har været en sindssyg god oplevelse at være med til slutrunden. Det, jeg tager personligt med hjem, er selvfølgelig oplevelserne på banen, særligt sejrene og de gode kampe. Men samtidig også alt fritiden og hyggen med holdkammeraterne på hotellet. Det har været en oplevelse, jeg kommer til at huske længe, siger Emil Hansen.

Selvom Danmark var tæt på en medalje, tager Emil værdifuld læring med hjem:

– Den største læring for mig er helt klart tempoet og fysikken i kampene. Det er noget helt andet end U19-ligaen og minder meget om seniorhåndbold. Alle fejl bliver straffet, og man bliver nødt til at være rigtig god for at lykkes med sine ting, fortæller han.

Klar til gensynet med TTH Holstebro

Nu venter hverdagen igen i TTH Holstebro, og det ser Emil frem til:

– Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til TTH. Både til at møde de nye spillere, der er kommet til, og til at se de gamle drenge igen. Det har været en fantastisk sommer med store oplevelser, men nu glæder jeg mig også til at møde ind igen og komme i gang med en ny sæson sammen med holdet.

Personlig sponsor for Emil Hansen:

Forrige