Køb dine billetter og sæsonkort - eller hent dine partnerbilletter
Sæsonen starter nu
Og jeg kan godt sige det med det samme. Min puls fejler ikke noget. Selvom det nu er tre måneder siden, vi afsluttede sidste sæsons flotte TTH-indsats, så skal der ikke meget fløjt til, før kroppen igen siger: ”Nu er håndboldsæsonen i gang”. Da dommerne i søndags fløjtede kampen i gang, mærkede jeg straks, at nu var der noget på spil. Sådan er det med os cirkusheste.
Den specielle følelse af spænding og ønsket om TTH-succes, den var tydelig. Fra kampens start forsøgte jeg at være rolig, tålmodig og snaksaglig med de TTH-tilhængere som stod ved siden af mig. Men men men. Som kampen skred frem og vi havde svært ved at ryste 1. divisionsholdet af os, så kom nervøsiteten og nogle svedperler frem hos mig. Med under fem min. tilbage og en 1-målsføring, så kan det godt være at jeg fik gået lidt frem og tilbage.
Efter kampen mødte jeg nogle tilskuere som spurgte ”hvorfor stod du og dansede under kampen”. De kender mig åbenbart ikke nok til at vide, at når først det bliver tæt, så bliver jeg nærmest som en sprællemand.
Vi hev sejren hjem, og jublen var stor i omklædningsrummet. Selvom der er ting vi skal forbedre på banen, så var følelsen ikke til at tage fejl blandt spillere og trænere.
Der findes nemlig ikke noget bedre end når vi i fællesskab lader vores flotte sangstemmer gale højt med ”HVEM VAR DET DER VANDT I DAG”.
Er du klar til at synge med på TTHs sejrssang?
Nu er sæsonen i gang, og det er skønt. Vi glæder os meget til at vise hele Holstebro og omegn, at TTH igen vil udfordring alle hold i Bambuni Håndboldligaen.
Det bliver i år en turnering hvor alle kan slå alle. Der bliver spænding og drama lige fra runde 1 til runde 26. Det bliver stort, når vi igen skal opleve Gråkjær Arena som ”Danmarks bedste stemningsfyldte Arena”.
Nu gælder det. Nu kommer følelserne frem igen. Nu skal vi skal spille om point. Velkommen – til alle vores trofaste sponsorer, vores sæsonkortholdere, vores frivillige, vores ungdomsspillere og vores trofaste fans m.m.
Det bliver en fornøjelse at være en del af dette fællesskab igen. SAMMEN OM TTH. Det er vejen frem til fortsat gode resultater. Her står vi sammen i jagten på gode oplevelser.
Glæd til at oplevet et nyt TTH-hold
På fredag kl. 19.00 løber vores nye TTH-hold på banen til sæsonens første hjemmekamp. Tag gerne kollegaer, venner og familien med. Det kunne være perfekt med en god fælles start på sæsonen.
Med ni nye spillere på holdet, så er der mange nye navne som I skal til at lære at kende. Glæd jer. De kommer alle med masser af gejst, vilje og gå-på-mod. De ønsker alle at få succes i den hvide TTH-trøje.
Derfor glæder vi os til at vise det nye hold frem. Vi ved at det kan tage tid at få holdet sammenspillet med så mange nye. Men de vil kæmpe. Og det gør de allerede på fredag.
Så kom i Gråkjær Arena – her vil du med garanti kunne på pulsen op.
Velkommen til den nye sæson.