X

BILLETTER

Køb dine billetter og sæsonkort - eller hent dine partnerbilletter

07.08.2026

Grønbech ser frem til international træningsturnering i Polen

Pre-season er godt i gang i TTH Holstebro, og efter de første ugers hårde arbejde venter nu en spændende weekend med international modstand i Polen, inden generalprøven mod de svenske mestre fra Kristianstad IF i Gråkjær Arena.

For Emil Grønbech har opstarten budt på masser af hårdt arbejde og et stort fokus på at få fundamentet på plads.

Fokus på de rigtige ting

For den rutinerede bagspiller er der ingen tvivl om, hvad der har fyldt mest i de første uger af opstarten:

– Opstarten har været hård. Det er pre-season altid, men det har samtidig været dejligt at komme i gang igen og tilbage i hallen. Vi har haft meget fokus på det fysiske, så vi står bedst muligt rustet til den sæson, der venter.

TTH Holstebro har allerede spillet flere træningskampe, men resultaterne er ikke det vigtigste på nuværende tidspunkt:

– Træningskampe lever lidt deres eget liv. Det er ikke her, resultaterne fylder mest. Jeg synes, vi har vist nogle rigtig gode defensive momenter, mens vi offensivt stadig har lidt at arbejde med. Det tager jeg helt roligt, for det er meget naturligt på det her tidspunkt af opstarten.

Klar til international modstand

Næste stop er Polen, hvor TTH Holstebro denne weekend deltager i en international turnering med stærk modstand:

– Der venter to gode testkampe mod Wisla Plock og enten Tatabánya eller Nexe. Det bliver rigtig fedt og giver os nogle internationale kampe, som minder om det, der venter os i European League senere på sæsonen. Det er kampe, vi kan få rigtig meget ud af.

Efter turen til Polen venter den sidste test, når de svenske mestre fra Kristianstad IF gæster Gråkjær Arena:

– Selvom det er en træningskamp, glæder jeg mig utrolig meget til at spille i Gråkjær Arena igen. Det bliver fedt at vise vores hjemmebane frem for de nye holdkammerater og forhåbentlig mærke opbakningen fra vores fans igen, siger Emil Grønbech.

Personlig sponsor for Emil Grønbech:

Forrige