11.05.2025

Tak for rejsen, Meklenborg – du vil altid være en del af TTH

Fra lokal ungdomsspiller til kulturbærer i TTH – Johan Meklenborg har været en del af klubbens DNA. Efter denne sæson siger han farvel til Gråkjær Arena og det TTH, han har været med til at forme.

Han er vokset op med TTH-logoet tæt på hjertet – og har selv været med til at sætte retning for den kultur, klubben i dag står for. En rejse, der begyndte i barndomsårene i HH90 og fortsatte hele vejen op gennem sportsklasserne og Akademiet. En ægte lokal historie – og en spiller, klubben er stolt af:

– Jeg har nærmest oplevet alt – fra pokalfinaler, medaljekampe og europæiske eventyr til overlevelseskampe. Jeg er glad for at afslutte min tid her, hvor klubben er i en god udvikling. Jeg har været glad for at være her, og det er også derfor, jeg har været her i seks sæsoner. Uanset hvordan resultaterne har været, har jeg trivedes i klubben og fået mange venskaber med, siger Johan Meklenborg.

En markant profil i Dansk Håndbold

Den 195 centimeter høje bagspiller har tidligere optrådt for Ajax København, Lemvig-Thyborøn og Nordsjælland Håndbold – og hans navn blev for alvor slået fast i 2017/2018-sæsonen, hvor han blev liga-topscorer i grundspillet med 167 mål og udtaget til All Star-holdet, som blev kåret ved Dansk Håndbold Award 2018. På ungdomsniveau var Johan en del af det danske U19-landshold, der vandt VM-guld i 2013.

Hans rejse er ikke kun præget af store præstationer, men også af den inspiration, han har været for næste generation af håndboldspillere i TTH:

– Johan er et godt symbol på endnu et flot talentarbejde i TTH Holstebro – på hvordan unge her kan gå hele vejen til toppen af Håndboldligaen. Det har været en fornøjelse at have Johan Meklenborg i TTH Holstebro. Han har givet os meget og har sat et stort præg på klubben rent håndboldmæssigt, siger TTH-direktør John Mikkelsen og fortsætter:

– Johan blev kåret til Årets Spiller i TTH i 2019/2020, og gennem årene har Johan udviklet sig til en dirigent og kulturbærer, der har båret TTH-ånden videre til næste generation – både med vilje, værdier. Vi ønsker Johan al det bedste fremover, lyder det fra John Mikkelsen. 

Farvel på gulvet – og tak for alt

Men inden vi siger det endelige farvel, venter der stadig vigtige kampe.

På onsdag hylder vi Johan Meklenborg efter kampen i Gråkjær Arena – kom og vær med, når vi siger tak til én af vores egne på halvgulvet.

Johan Meklenborg vil altid være en del af TTH-familien!

 

Personlig sponsor for Johan Meklenborg:

Forrige Næste