X

BILLETTER

Køb dine billetter og sæsonkort - eller hent dine partnerbilletter

05.12.2025

Topbrag i Gråkjær Arena: TTH Holstebro klar til duel mod GOG

Søndag kl. 18.00 venter et ægte topopgør i Bambuni Herreligaen, når TTH Holstebro tager imod GOG i Gråkjær Arena.

Inden kampen åbner Fanzonen allerede kl. 16.30 med live-musik, foodtrucks og lanceringen af klubbens eksklusive Jubilæumstrøje – alt sammen med til at skabe rammerne om en stor håndboldaften.

GOG er et af dansk håndbolds stærkeste mandskaber – kendt for deres høje tempo og mange unge talenter. I tabellen ligger gæsterne aktuelt på tredjepladsen med 18 point, mens TTH Holstebro følger lige efter på fjerdepladsen med 17 point. Der er derfor tale om et direkte topopgør og den første af fire vigtige hjemmekampe for TTH i december måned.

TTH Holstebro kommer til kampen med stærk tro på egne evner. Holdet er ubesejret i de seneste seks hjemmekampe og hentede en flot sejr på udebane mod Nordsjælland Håndbold i sidste runde:

- GOG er altid en rigtig god modstander. Jeg er sikker på, det bliver en hård og fed håndboldkamp at være tilskuer til. Vi vil altid vinde – ekstra meget på hjemmebane – så vi har brug for, at I alle kommer i hvidt og giver den fuld gas på lægterne. Jeg har hørt, at der er bestilt ca. 2400 billetter nu, og jeg ved, der er plads til 3200, så skynd jer at få købt billet, siger Emil Grønbech.

Der venter et intenst og betydningsfuldt topbrag i Gråkjær Arena, når TTH Holstebro og GOG mødes søndag aften. Med momentum, hjemmebanestøtte og en fyldt Fanzone er alt klar til en af december måneds helt store kampe.

Personlig sponsor for Emil Grønbech: ID Identity

Forrige