X

BILLETTER

Køb dine billetter og sæsonkort - eller hent dine partnerbilletter

28.03.2026

Topscorer Magnus SP forlænger til 2028

TTH Holstebro og Magnus Storgaard Pedersen har forlænget samarbejdet, så den unge profil nu er på kontrakt frem til 2028.

Den 20-årige højre fløj, også kendt som Magnus SP, er i gang med en imponerende sæson, hvor han med 147 mål i ligaen i skrivende stund er både topscorer for TTH Holstebro og nummer 6 på topscorerlisten i Herreligaen.

For Magnus selv var beslutningen om at forlænge aftalen et naturligt skridt:

- Jeg har valgt at forlænge min aftale med Holstebro, fordi jeg ser et stort potentiale i både holdet og klubben, som jeg gerne vil være en del af. Klubbens ambitioner matcher mine egne, så det var et nemt valg at forlænge til 2028, siger Magnus Storgaard Pedersen.

Han lægger samtidig vægt på hverdagen og den tillid, han har oplevet i klubben.

- Jeg elsker min hverdag her – både i Holstebro og på holdet. Derfor var det også min første prioritet at forlænge med TTH Holstebro. Jeg har fået stor tillid fra klubben og trænerteamet gennem sæsonen, og det har haft stor betydning for min udvikling.

En stærk udvikling og stort potentiale

Cheftræner Arnór Atlason er ikke i tvivl om, hvorfor TTH Holstebro allerede nu har valgt at forlænge aftalen med den unge profil:

- Vi vælger at forlænge med Magnus, fordi vi sætter stor pris på det, han har leveret indtil videre, og fordi vi gerne vil belønne den udvikling, han har været igennem. Han har taget skridtet fra 1. division i Skive til at spille ligahåndbold på et stabilt og effektivt niveau, og det er en imponerende første sæson.

- Det giver rigtig god mening for Magnus at fortsætte sin udvikling hos os i de kommende år. Han har et stort potentiale, og hvis han fortsætter sit målrettede arbejde, er jeg sikker på, at det bliver en stærk case for både ham og klubben, siger Arnór Atlason.

 Gråkjær Arena som hjemmebane

Magnus Storgaard Pedersen ser også frem til at fortsætte sin udvikling i de vante rammer i Holstebro – ikke mindst foran hjemmepublikummet i Gråkjær Arena:

- Min udvikling er gået rigtig godt her i klubben, og jeg håber, at jeg kan fortsætte den udvikling i de kommende år. Jeg nyder virkelig at spille på hjemmebane i Gråkjær Arena, hvor fansene giver os en kæmpe opbakning hver gang. Det betyder meget for både mig og holdet, siger Magnus Storgaard Pedersen.

Personlig sponsor for Magnus SP:

Forrige