04.03.2024

TTH Ungdom præsenterer 'TTH Talent'

TTH Talent er et tiltag, der har til formål fra sæsonen 2024-2025 at styrke rammerne og løfte talentniveauet i TTH Ungdom for U17, U19 og U23-årgangene.

Nyhed fra TTH Ungdom - Foto: Ole Mortensen

Med TTH Talent skruer vi op for ambitionsniveauet i talentarbejdet, da TTH Ungdom også i fremtiden vil være leveringsdygtige med talenter til ligaholdet.

Utallige spillere har været igennem vores miljø siden klubbens start i 2000, og den tradition skal vi fortsætte. TTH Talent sætter yderligere fokus på den individuelle udvikling.

- I TTH Ungdom har vi gode forudsætninger for at levere et førsteklasses talentudviklingsmiljø. Topfaciliteter, passionerede trænere, fysioterapi, diætist og mentaltræner, uddannelses- og støttemuligheder, gode træningsbetingelser og et godt samarbejde med ligaspillere -og trænere. Skal vi fortsat kunne fastholde vores lokale og regionale talenter samt være attraktive for talenter i andre dele af landet, kræver det, at vi får mest muligt ud af vores nuværende rammer. Med dette nye tiltag hæver vi ambitionsniveauet og sætter endnu mere fokus på den individuelle udvikling hos U17, U19 og U23 spillerne, udtaler talentansvarlig Jacob Hessellund, der fortsætter:

- I vores miljø er fællesskabet og drivet til at ville udfolde ens potentiale udgangspunktet. Herfra vil vi sammen lave en realistisk plan for hver spillers udvikling, så vi sammen kan accelerere spillerens udvikling i et unikt fællesskab!

Helt konkret betyder det, at TTH Ungdom i sæsonen 24/25 vil bestå af to hold i U17-årgangen samt en udvidet U19-trup, der har tæt tilknytning til U23-holdet.

Spillere, der ansøger om at være en del af TTH Talent forventes også at ansøge akademidelen igennem Holstebro Elitesport, der varetages af TTH-ansatte og omfatter to ugentlige styrkepas samt et individuelt håndboldpas.   

Samarbejde er afgørende

For at sikre en effektiv og bæredygtig talentudvikling er vi dybt afhængige af et netværk med stærke partnere.

Vores partnerskaber strækker sig fra Holstebro Elitesport i akademisammenhæng, til Idrætsefterskolen
Lægården på U17-niveau, vores frivillige, de mange samarbejdsklubber og vores talentpartnere som BIRN, Færch Fonden, Holstebro Kommune og Østermark Entreprenørforretning.

Uden deres dedikerede bidrag ville det dynamiske talentmiljø ikke være, hvor det er i dag.

Ansøg nu og bliv en del af TTH Talent

Kan du se dig selv i TTH Talent, så kan du allerede nu ansøge om at blive en del af TTH Talent via nedenstående links.

Ansøgere vil løbende blive fulgt op med en personlig samtale - enten online eller fysisk.

Link til ansøgningsskema - TTH Talent:
https://forms.gle/QuUyaSdCdHE5suA1A 

Link til tilmelding på TTH Akademiet i samarbejde med Holstebro Elitesport via følgende link:
https://holstebroelitesport.dk/10-klasse-og-ungdomsuddannelse

Opfølgende spørgsmål og henvendelser kan ske til talentansvarlig Jacob Hessellund på 42444790 eller på mailen jacob@tthholstebro.dk

Forrige Næste