X

BILLET ELLER SÆSONKORT

Køb dine billetter og sæsonkort - eller hent dine partnerbilletter

18.06.2025

Chefen evaluerer: Vi blev bedre og bedre – og det er det vigtigste

Efter en sæson med op- og nedture, men også masser af udvikling, ser cheftræner Arnór Atlason tilbage på et år, hvor TTH Holstebro ramte formen i tide, kæmpede sig til en flot semifinale – og voksede som hold.

Et arbejde, der ikke er gået ubemærket hen: Arnór blev efter sæsonen hædret som Årets Træner i Herreligaen – et klart skulderklap for den udvikling og det lederskab, han har stået i spidsen for:

– Det er en sæson, hvor vi i starten kæmper lidt med at finde stabiliteten. Vi spiller egentlig noget fint håndbold fra start, men mangler koldblodigheden i de afgørende øjeblikke. Især mod GOG og Aalborg – dér havde vi brug for lidt mere coolness, siger Arnór.

Han ærgrer sig over, at holdet ikke fik høstet flere point i grundspillet, men glæder sig over afslutningen:

– Vi slutter grundspillet med fem sejre i træk, og det viser virkelig, hvad vi rummer som hold. Det giver os adgang til et stærkt slutspil, hvor vi igen bliver matchet hårdt – men vi leverer og spiller os i semifinalen med point i 5 ud af 6 kampe. Det er vi stolte af.

Defensiv vending vendte sæsonen

Tidligt på sæsonen havde holdet svært ved at lukke af bagtil:

– Vi indkasserede for mange mål i en længere periode, og det var en udfordring. Men offensivt præsterede vi stærkt og scorede mange mål. Da forsvaret begyndte at sidde bedre – og målmandspræstationerne samtidig løftede sig – fandt vi balancen, forklarer Arnór.

Skader og ansvar

Sæsonens sidste måneder bød på udfordringer med fravær af nøglespillere:

– Det er hårdt at undvære 4-5 spillere i slutningen af sæsonen, og det er klart, det sætter sine spor. Men det er vilkårene i håndbold – det er ingen undskyldning. Til gengæld steppede resten af truppen virkelig op. Og det viser, at vi har et kollektiv, der kan bære.

Særligt fraværet af både Edwin og Sven – klubbens to højre backs – kunne mærkes:

– Edwin har været ligaens bedste højre back, og Sven har været et stærkt supplement. Når begge er ude, kræver det noget ekstra. Og det leverede drengene.

Friske kræfter gav ny energi

Arnór fremhæver også den positive effekt, de nye spillere har haft:

– Jeg er glad for de gutter, vi fik ind. De kom med energi og har udfyldt præcis de roller, vi havde tiltænkt dem – både på banen og i omklædningsrummet. Det var et tiltrængt frisk pust, og de har haft stor andel i, at vi lykkes som hold.

Nye roller venter

Med flere spillere på vej videre, ser cheftræneren frem mod næste sæson med både respekt og tro:

– Vi er udmærket klar over, at vi skal finde nye spillere, der kan udfylde nogle vigtige roller. Ikke kun spillemæssigt, men også kulturelt og socialt i truppen. Heldigvis er TTH en klub, der er god til at tage imod nye folk – og byen har også noget at byde på. Det gør en forskel.

Personlig sponsor for Arnór Atlason:

Forrige Næste