17.12.2022

'Vi skulle indhente Skjern i 2. halvleg'

Jonas Porup og Dan Beck-Hansen sætter her ord på fredagens kamp i Skjern.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

14-14 viste måltavlen, da Skjern Håndbold og TTH Holstebro gik til pause i fredagens lokalderby. Inden da havde de 2.744 tilskuere været vidne til en tæt 1. halvleg, og godt forsvarsspil fra de hvidblusede:

- Jeg synes, vi spiller en god første halvleg. Vi dækker stenhårdt op og står godt i forsvaret. Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi havde udnyttet vores gode forsvarsspil yderligere, og havde været foran med et par mål til pause. For det føler jeg, vi havde mulighederne til, analyserede Jonas Porup efter kampen.

En anden historie i 2. halvleg

2. halvleg blev ifølge bagspilleren en ”lidt anden historie”. Noget som holdkammeraten Dan Beck-Hansen er enig i:

- Vi brænder tre chancer og laver to tekniske fejl i starten af 2. halvleg, og det straffer Skjern hårdt. Det gør, at vi skal bruge mange kræfter på at kæmpe os tilbage til udgangspunktet.

- Det er pisseirriterende, rent ud sagt, at vi ikke lykkedes med at bibeholde det spil, vi havde i 1. halvleg. Vi kom i en situation, hvor vi skulle indhente Skjern, tilføjer Jonas Porup.

- Vi fik indhentet noget af forspringet, men så trak Skjern fra igen. Og da vi er bagud med fire mål med 10 minutter tilbage af kampen, begynder vi at satse i håbet om at det kan vende kampen. Desværre laver vi for mange fejl, og så ender det som det gør.  

En januar med motivation og masser af hårdt arbejde

Fredagens opgør i Skjern var den sidste for TTH-mandskabets vedkommende i 2022. Derfor venter der nu en længere kamppause for de hvidblusede, som skal bruges i træningslokalet.

- Resultatet i de seneste tre kampe er ikke noget, vi er tilfredse med. Derfor har vi også netop siddet i omklædningsrummet og kigget hinanden dybt i øjnene. Nu skal vi fokusere på at få et lag mere på vores spil i januar: Kæmpe hårdt og spille klogere, siger Jonas Porup og afslutter:

- Og så står vi klar til ligastart den 6. februar. Sultne og motiverede for at få flere point på kontoen.

Personlig sponsor for Jonas Porup og Dan Beck-Hansen er Seat Holstebro og Siel A/S. 

Forrige Næste