18.12.2023

Atlason efter sejr over Lemvig-Thyborøn: ’Flotte præstationer over hele linjen'

Arnór Atlason var en ’yderst tilfreds cheftræner’, da vi fangede ham efter storsejren over Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Af Nanna Gantriis - Foto: Louise Boo

Set med TTH-briller blev årets sidste kamp en dejlig oplevelse.

En sejr på 11 mål over Lemvig-Thyborøn Håndbold, 2 point og vigtigst af alt: Mange gode præstationer som spillerne, tilskuerne og klubben kan varme sig på i landsholdspausen.

I spidsen stod Søren Hansen og Arnór Atlason, og sidstnævnte var også en tilfreds herre efter sejren var i hus

- Det er med stor glæde og tilfredshed, vi kigger tilbage på den kamp, indleder Arnór Atlason.

- Vi huskede alle sammen den følelse, vi sad med i omklædningsrummet efter nederlaget i Lemvig tidligere på sæsonen - og den ville vi gøre alt i verden for ikke at opleve igen. Så vi var sindssygt fokuseret på at få revanche og få to point i kampen i går, fortæller den islandske cheftræner.

’Bemærk præstationerne uden om statistikkerne’

Om det var lysten for revanche, der lyste ud af TTH-spillerne er svært at sige. Men faktum var, at de hvidblusede virkede klar på opgaven fra start til slut i søndagens opgør:

- Der var flotte præstationer over hele linjen, siger Atlason og starter med at nævne kampens tre topscorere Frederik Bjerre, Nikolaj Markussen og Nikolaj Enderleit.

- Men man skal også lægge mærke til Thomas Damgaard, der styrer angrebsspillet til nærmest perfektion, og Mathias Smed der har været stærk gennem længere tid og også spiller en flot kamp i dag. Deres præstationer kommer ikke nødvendigvis til udtryk i statistikkerne, men de er super vigtige for vores spil, siger cheftræneren og fortsætter med at nævne spillere, inden han afslutter med et smil:

- Så alt i alt er det en yderst tilfreds cheftræner, der sidder her efter kampen.

Personlig sponsor for Arnór Atlason er

Forrige Næste