30.12.2022

Godt nytår! Flot opbakning skaber tro på mere tophåndbold

2022 går på held, og vi kigger ind i et spændende 2023. Læs direktør John Mikkelsens nytårshilsen her.

Fra TTH Holstebro skal der lyde et GODT NYTÅR og et stort TAK for den flotte opbakning, klubben har modtaget i 2022.Samarbejdspartnere, sponsorer, tilskuere, fans og frivillige. Alle har I været med til at give klubben en daglig energi og en tro på, at vi kan komme tilbage til toppen af dansk håndbold.

Jeres opbakning er fundamentet for at vi også i fremtiden kan levere håndbold fra øverste hylde i Holstebro. Med jeres støtte vil vi fortsætte med at udvikle en stærk håndboldklub, og sammen vil vi fortsætte jagten på nye topplaceringer til TTH Holstebro.

Vi kæmper videre

I foråret gik klubben igennem den sportsligt mest udfordrende periode i de seneste 20 år. Vi fik en fornyet taknemmelighed over at være en del af håndbolddanmarks fineste selskab, og vi oplevede en massiv opbakning fra jer sponsorer, tilskuere og fans. Den støtte varmer og giver os mod på mere.

Med lærdom og ydmyghed i rygsækken arbejder vi hver dag på at skabe et endnu stærkere sportsligt niveau på banen, som gør at vi igen kan udfordre de bedste. Vi har på flere områder set en sportslig fremgang, og nu handler det om at fortsætte udviklingen af holdets potentiale.

Efter to år med for mange spillere skiftevis siddende udenfor banen med skader, er der lys forude på dette område. Planen er nu, at vi til foråret kan præsentere et fuldtalligt TTH-mandskab, hvor både Nikolaj Enderleit, Frederik Tilsted og Christoffer Cichosz er tilbage på holdkortet.

Dermed ser vi ind i et spændende 2023, først og fremmest med et grundspil der skal afgøres i foråret. Håndboldligaen har aldrig været stærkere, og konkurrencen er stor. Alle klubber jagter de 8 pladser i slutspillet, og derfor vil vi kæmpe til sidste sekund for at indfri sæsonens mål, som er en slutspilsplads.

Flere ting at glæde sig over

Efteråret har budt på gode hjemmekampe, og med 20 fanpartnere i ryggen har stemningen og oplevelsen i Gråkjær Arena nået nye højder. Sammen med fanklubben og de unge ’Dragons’ har publikum skabt masser af god stemning, og samtidig har publikum taget godt imod de nye kamp-events, der har været før, under og efter kampene.

Med nu 2.300 tilskuere i gennemsnit har vi skabt en 15 % stigning i antallet af tilskuere i Gråkjær Arena i denne sæson. Tak for det!

Derudover har vi set en positiv udvikling i vores stærke erhvervsnetværk, samt et flot fremmøde til vores TTH Business netværksarrangementer. Det er skønt at opleve, hvordan vores sponsorer spiller hinanden gode og styrker samhandel via klubbens business netværk.

Glæd jer til et spændende 2023

I 2023 er vi igen klar med gode oplevelser, fællesskab og håndbold på højt niveau. Vi glæder os til at se jer igen i Gråkjær Arena, når kalenderen viser 6. februar.

Tak for den flotte opbakning til klubben.

Godt nytår.

Forrige Næste

Flere nyheder