29.12.2022

TTH-profil under kniven

En skade på menisken holder Sander Heieren ude i minimum to måneder. Den norske målmand har onsdag gennemgået en succesfuld operation som følge af skaden.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Når TTH-mandskabet møder ind til første træning i det nye år, bliver det desværre uden Sander Heieren i målet.

I årets sidste kamp pådrog målmanden sig en skade på menisken i venstre knæ, da han skulle lave et udfald i en redning. Skaden holder ham nu ude i minimum to måneder.

- Sander spillede kampen færdig, men mærkede dagen efter stor gene i knæet, hvilket vi naturligvis reagerede på, siger klubbens fysioterapeut Morten Graversen og fortsætter:

- En efterfølgende MR-scanning viste desværre en skade på den indvendige menisk, og derfor har vores fokus været at få Sander opereret hurtigst muligt. Dette lykkedes og Sander har derfor gennemgået en succesfuld operation i går, onsdag.

Skaden og det kommende genoptræningsforløb betyder, at den norske keeper misser holdets forberedelser i januar samt de første ligakampe i 2023.

Klubben overvejer pt forskellige løsninger, der kan supplere på målmandsposten, så længe Sander Heieren sidder ude med sin skade.

Personlig sponsor for Sander Heieren er

Forrige Næste

Flere nyheder