23.07.2022

Halldór glæder sig til danske udfordringer

Halldór Sigfússon er ankommet til Holstebro. Klar til at tage hul på en personlig drøm i en ny klub med et nyt sprog. Læs første interview med vores islandske assistenttræner her.

Af Nanna Gantriis

I går blev sæsonens TTH-trup fuldendt, da klubbens nye assistenttræner Halldór Sigfússon havde første arbejdsdag. Islændingen var torsdag aften ankommet til Danmark, og fredag klokken 10.00 stod han klar til at hilse på dit nye hold. Forventningsfuld og spændt på den kommende sæson:

- Jeg har altid haft en drøm om at træne et hold i udlandet - især Danmark eller Tyskland. Derfor er jeg også rigtig glad for, at det nu er blevet en realitet, og jeg ser meget frem til at komme i gang fortæller islændingen, da vi inviterer ham op på tilskuerrækkerne fredag formiddag og lader ham inspicere sin nye hjemmebane.

Jeg elsker at spille hjemmekampe, og når jeg kigger mig omkring, så ligner det en hal, der er fantastisk at spille i, når den er fyldt med tilskuere.

Hurtigt spil og nære relationer
Sigfússon kommer fra en stilling som cheftræner i den islandske ligaklub Selfoss, og har tidligere i sit håndboldliv været forbi både Tyskland som spiller og Bahrain som landstræner. Derfor er det også en erfaren herre, der skrives på holdkortet i denne sæson:

- Jeg kan godt lide at spille hurtig håndbold og have et godt forsvar - det er noget af det, jeg har fokuseret meget på i Selfoss, fortæller han og følger op:

- Vi skal arbejde hårdt til hver træning og få mest muligt ud af denne sæson. Men det er også vigtigt for mig at få en god relation til spillerne og personerne rundt om holdet. Når vi bruger så meget tid med hinanden, er det vigtigt, at vi har et godt og trygt miljø.

Weekenden skal Halldór bruge på at se sin nye by, og så starter han snart til sprogundervisning, så islændingens megen håndboldviden kan blive formidlet på dansk fremfor engelsk:

- Det er vigtigt for mig at lære sproget. Jeg kan godt læse dansk og kan snakke sproget en smule, men jeg vil gerne kunne afvikle træningen på dansk og snakke med holdet på deres modersmål. Måske der kommer lidt engelske eller tyske gloser indimellem, men jeg vil prøve at snakke så meget dansk som muligt, siger han med et smil.

Halldór Sigfússon

  • 44 år
  • Uddannet politimand 
  • Har tre børn der fortsat bor på Island
  • Tidligere træner for Selfoss og FH Hafnarfjordur samt Bahrains ungdoms- og A-landshold.
  • Spillede i sin aktive karriere for flere islandske hold samt fem sæsoner i Tyskland for TSG Friesenheim og Tusem Essen.

Personlig sponsor for Halldór er

Forrige Næste