21.07.2022

'Hvor fylder jeg vandflasken?' Smed evaluerer de første dage

Mathias Smed er en af fem spillere, der mandag havde første arbejdsdag i Gråkjær Arena. En helt ny oplevelse for forsvarsspilleren, der er vant til at vide hvor skabet - og vandhanen - skal stå.

Af Nanna Gantriis

De seneste 11 sæsoner har Mathias Smed sat kursen mod Skanderborg, når han skulle til håndboldtræning. Først på cykel som ungdomsspiller på akademiet SHEA og senere i bil som ligaspiller. 

Men i mandags skulle den 27-årige forsvarsspiller i stedet sætte kursen mod Holstebro og en uvant rolle:

- Det var med sommerfugle i maven at jeg satte mig i bilen og kørte mod Gråkjær Arena. Det er altid lidt specielt at komme et nyt sted hen, og man skal lige finde ud af hvor alting er. Hvor fylder jeg min vandflaske? Hvor skal jeg sidde i omklædningsrummet? Alt er jo nyt, siger Mathias Smed med et smil. 

Heldigvis har holdkammeraterne været gode til at byde velkommen, fortæller hovedpersonen selv:

- Det har været en blød indkøring de første par dage. Det er nogle super gode fyre, og man føler sig hurtigt velkommen i truppen. 

De kommende uger står på træningslejr, træningskampe og masser af timer i på håndboldbanen for Mathias Smed og hans nye holdkammerater.

Personlig sponsor for Mathias Smed er

Forrige Næste