15.11.2022

Meklenborg er tilbage: 'Forløsende at krydse første kamp af'

Johan Meklenborg har været ude med en knæskade i 8 måneder. Men han skulle kun bruge 29 sekunder på at komme tilbage på måltavlen, da playmakeren fik comeback i kampen mod Mors-Thy Håndbold.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

”Ja, mine damer og herrer! Så er der comeback til nummer 24: Johaaaan Meklenbooooorg”

Lyden bragede ud i højtalerne for at overdøve det jublende hjemmepublikum, der bød Johan Meklenborg tilbage på håndboldbanen efter en otte måneder lang skadespause.

- Det var en stor forløsning. Altid dejligt at få krydset den første kamp af, når man har været ude i en længere periode, sagde Johan Meklenborg i søndags, efter kampen mod Mors-Thy var kommet en smule på afstand.

Jublen på tribunerne blev bestemt ikke mindre, da playmakeren efter blot 29 sekunder på banen hamrede sit første skud i mål.

- Det var dejligt at score på den første chance og komme godt ind i kampen. Det giver et boost og en tryghed, når man har været skadet så længe.

Klar imod Kolding, Ribe, Nordsjælland og alle de andre

Søndagens kamp var første store mål, Johan Meklenborg kunne sætte flueben ud for. Nu er fokus på at få timingen og tempoet tilbage i kroppen - først mod KIF Kolding onsdag aften:

- Nu handler det om at komme i kampform og få så mange gentagelser med mine holdkammerater som muligt. Det fungerede godt i dag (søndag red.), og så må vi se, hvordan det fungerer mod Kolding på onsdag. Alle som har været skadet ved, at det kan gå op og ned, men jeg forsøger bare at være tålmodig og er glad for at være nået hertil.

Johan Meklenborg og holdkammeraterne spiller udebanekamp mod KIF Kolding onsdag aften klokken 19.00.

Personlig sponsor for Johan Meklenborg er

Forrige Næste

Flere nyheder