Køb dine billetter og sæsonkort - eller hent dine partnerbilletter
Jeg kan godt huske, at jeg ved sæsonstarten for ni måneder siden havde en del kriller i maven. Med mange nye, yngre spillere på holdet i en tid, hvor alle klubber vil være med i toppen, florerede der en vis usikkerhed hos mig. Hvis nogen tilbage i september havde tilbudt mig det sæsonresultat, vi netop har opnået, så havde jeg sat alle mine sparepenge på det.
Nu er det sommertid, og derfor er overskriften på denne sommerhilsen valgt med et glimt i øjet. "Hold da helt ferie" er et populært udtryk, når vi vil udtrykke begejstring over noget. Og jeg er fuld af begejstring – over, at klubben både på og uden for banen står et rigtig godt sted.
Her er min TOP 4-liste over årsagerne til den store glæde:
1. Sportslig succes
For andet år i træk har vores trænerteam og spillertrup skabt så flotte resultater, at klubben igen er med i toppen af dansk håndbold. Med en 4.-plads i grundspillet sikrede holdet klubbens bedste ligaplacering i fem år – og kvalifikation til European League efter fem års fravær. Det er stort.
Resultaterne er kommet i en sæson, hvor ni nye og yngre kræfter er kommet ind på holdet, og hvor flere har fået deres debut i den danske liga. På én sæson er mange gået fra at være ligaspillere til at blive nye ligaprofiler.
2. Talentarbejde med stort vokseværk
Klubbens talentarbejde er stærkere end nogensinde. TTH Akademiet er på sit højeste niveau nogensinde med 37 talenter på U17-, U19- og U23-holdene, som alle arbejder målrettet på at udleve deres håndbolddrømme.
Til sommer leverer talentafdelingen hele 21 unge spillere til det nystartede bo-campus, Holstebro Sportsakademi. Det er en fantastisk start. Afdelingen tiltrækker talenter fra hele Danmark og resten af Europa, hvor unge spillere får optimale udviklingsmuligheder i vores ambitiøse ungdomsmiljø.
3. Sponsoropbakning slår rekorder
Med 325 sponsorer oplever klubben en fantastisk opbakning fra lokale, regionale og nationale partnere. Det er klubbens fundament og helt afgørende for, at vi kan være med i toppen af ligaen.
Mere end 8.000 VIP-gæster har besøgt vores hjemmekampe, over 300 sponsorer er en del af TTH Business-netværket, og omkring 1.000 deltagere har været med til sponsorevents. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan vores sponsorer styrker relationer og skaber samhandel med hinanden.
4. Gråkjær Arena – et af byens største samlingspunkter
Menuen står på oplevelser og fællesskab, når TTH inviterer til ligakampe i Gråkjær Arena. Med tæt på 2.400 tilskuere pr. kamp har TTH herreligaens fjerdehøjeste tilskuergennemsnit.
Den fantastiske opbakning fra sponsorer, tilskuere, frivillige, fans og de unge TTH Dragons er med til at gøre Gråkjær Arena til Danmarks bedste hjemmebane.
”Hold da helt ferie” – vi glæder os til en ny sæson.
Når ligaspillerne møder ind til sæsonstart den 16. juli, går jagten igen ind på endnu en spændende TTH-sæson fyldt med oplevelser og ambitioner. Vi glæder os allerede.
Når vi ses igen, bliver det blandt andet med nye, spændende navne som Capdeville, Schatzl, Povlsgaard og Óskarsson.
Tak for en flot sæson til alle i og omkring klubben. Alle har bidraget til de gode resultater og den stærke udvikling.
På vegne af alle os i TTH Holstebro:
GOD FERIE – OG TAK FOR DIN OPBAKNING!
- John Mikkelsen