Ny assistenttræner på plads i TTH Holstebro


08.07.2022 | Af Nanna Gantriis - Foto: Selfoss Handbolti

Det bliver Halldór Sigfússon, som i den kommende sæson skal danne trænerteam med Søren Hansen i TTH Holstebro. Klubben har indgået en 1-årig fuldtidskontrakt med islændingen. 

I TTH Holstebro har vi haft et ønske om at styrke den sportslige organisation med flere timer og gerne med to fuldtidstrænere, hvilket nu bliver en realitet. I det nye trænerteam med cheftræner Søren Hansen og den 44-årige assistenttræner Halldór Sigfússon indgår samtidig Søren Rasmussen som målmandstræner på halvtid.

Assistenttræner med international erfaring
Hos TTH Holstebro er vi glade for, at det er lykkedes klubben at finde en fuldtids assistenttræner med en stor portion erfaring:

- Vi er glade for at få Halldór Sigfússon til klubben, og vi ser frem til at få ham på plads og ind i trænerteamet. Halldór kommer med ti års erfaring som cheftræner, hvoraf de seneste to år har været for den islandske ligaklub Selfoss. Samtidig kommer han med trænererfaring som ungdomslandstræner i Bahrain, og i 2021 var han A-landstræner for Bahrain til VM i Egypten. Ydermere har Halldór erfaring som spiller i Tyskland og på Island, så han kender sporten fra mange forskellige perspektiver, siger TTH-direktør John Mikkelsen, der sender en stor tak til Selfoss for deres samarbejde omkring tilgangen af Halldór Sigfússon.

Kunne ikke sige nej til TTH Holstebro
For Halldór Sigfússon er det nye trænerjob i TTH Holstebro en drøm, der går i opfyldelse.

- Jeg har altid haft en drøm om at komme til den danske liga som træner. Den danske liga er blandt de bedste i Europa, og derfor glæder jeg med rigtig meget til, at jeg sammen med spillerne og de øvrige trænere skal gøre mit til, at det bliver en god TTH-sæson, siger Halldór Sigfússon. 

At den danske trænerdrøm skulle gå i opfyldelse i TTH Holstebro, gør glæden endnu større hos klubbens nye assistenttræner.

- TTH Holstebro har i mange år været en top 5 klub i Danmark og står for mig som en god klub med ambitioner og et professionelt set-up. Mine referencer og samtaler med klubben har styrket dette, og jeg tror på, at TTH Holstebro er et rigtig godt sted for mig. Jeg glæder mig til at arbejde med en spændende trup med masser af potentiale, og samtidig glæder jeg mig helt vildt til at mærke stemningen i Gråkjær Arena. Den har ry for at være en af de bedste håndboldarenaer i Danmark, så det glæder jeg mig til at opleve, slutter Halldór Sigfússon, som er meget taknemlig for, at hans tidligere klub har givet ham denne chance.

Personlig sponsor for Halldór Sigfússon bliver Jørgen Jensen Distribution.

Del på facebook