11.07.2022

Stregspiller tilknyttes på ungdomskontrakt

20-årige Sebastian Ørum skal den kommende sæson udfolde sit talent i TTH Holstebro. Stregspilleren har indgået en 1-årig ungdomskontrakt med klubben.

Af Nanna Gantriis

Sebastian Ørum bytter Sportscollege i Ikast ud med Holstebro til den kommende sæson. Stregspilleren har underskrevet en 1-årig ungdomsaftale, hvor han skal tørne ud for klubbens U23-hold og samtidig får løbende træning med ligatruppen. 

Sebastian har deltaget i flere træninger med vores ligaherrer i løbet af foråret. Her har han imponeret så meget, at han nu har skrevet under på en permanent ungdomsaftale. 

- Det vi har set fra Sebastian til træningerne og i U19-rækken generelt er, at han er en god angrebsstreg med et lovende potentiale, siger talentansvarlig Anders Høj om 207 centimeter høje Ørum og fortsætter:

- Hans spidskompetencer er især hans placeringsevne og hans screeningsspil, som er på et højt niveau. Og så formår han at drage fordel af sin størrelse; dén bliver en udfordring for enhver modstander.

’Jeg vil udvikle mig så meget som muligt’
Sebastian Ørum er netop blevet student, og han ser ungdomskontrakten i TTH Holstebro som en mulighed for nu at have fuld fokus på håndbolden:

- Træningerne med ligaholdet og ungdomskontrakten har givet mig en enorm motivation til at blive bedre. Jeg glæder mig til at flytte til Holstebro, og så skal jeg bruge det kommende år på at vise, hvad jeg kan og samtidig udvikle mig så meget som muligt, udtaler stregspilleren.

Talentpartner i TTH Holstebro er Færchfonden og Vald. Birn.

Personlig sponsor for Sebastian Ørum bliver

Forrige Næste