15.09.2022

Sander og Smed strålede i lokalsejr

Tinnitus og to point var overskrifterne, da Sander Heieren, Mathias Smed og resten af TTH-mandskabet trak gardinet ned, og sejrede i Lemvig onsdag aften.

Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

44%
Det var Sander Heierens redningsprocent, da han onsdag aften gik fra banen i Lemvig.
 
10.
Det var så få mål, Mathias Smed og resten af TTH-forsvaret havde lukket ind bag sig i hele anden halvleg.
 
Kombineret gav de to tal en rigtig god forsvarskamp og vigtigst af alt en sejr over naboerne fra Lemvig Thyborøn Håndbold.
 
- Det er ikke hver dag, man kan tage til Lemvig og holde dem på 23 mål. Men jeg føler, vi stod godt i forsvaret, især i anden halvleg, og så havde vi et godt samarbejde med Sander inde i målet, fortæller forsvarsspecialisten Mathias Smed, der i løbet af anden halvleg fik sneget sig med i angrebet og tilmed scorede sit første ligamål for TTH.
 
Også norske Sander Heieren var ”fornøyd” med kampens udfald:
- Det er fedt at spille disse kampe, hvor der er tryk på fra begge hold og masser af lyd i hallen. Jeg er glad for, at jeg ikke sad mere på bænken, for så tror jeg, at jeg havde fået tinnitus af al den larm og stemning, publikum skabte, siger målvogteren med et smil.
 
Personlig sponsor for Mathias Smed og Sander Heieren er Smith Knudsen Advokatfirma og Actona Group.
 
Næste hjemmekamp er på onsdag den 21. september, når ærkerivalerne fra Skjern kommer på besøg. Bestil dine billetter til braget ved at klikke her.

Forrige Næste