Debuter og landsholdsaktivitet
Hele 17 ungdomsspillere har været en del af ligatræning i år, og 7 af dem har fået ligadebut i løbet af sæsonen. Samtidig har 15 spillere været udtaget til talent- og landsholdssamlinger, hvilket bekræfter det høje niveau i ungdomsarbejdet.
U17: Kulturelt præg og stor udvikling
U17-årgangen har haft et stærkt fokus på individuel udvikling, og mange spillere har taget skridtet op med både træning og kampe for U19. Sluttede sæsonen flot med guld til Holstebro Cup. Det er en årgang, der ikke bare har leveret på banen – men også har sat et tydeligt præg på kulturen i både TTH Ungdom, Akademiet og i TTH Dragons.
U19: Flotte resultater og imponerende bredde
U19-1 sluttede som nummer 5 i ligaen og kunne samtidig fejre guld ved både Ribe Cup og Holstebro Cup. U19-2 rundede sæsonen af med at blive regionsmestre i 1. division. En bred og stærk årgang, hvor hele 22 spillere har fået spilletid på U19-1, og flere har bidraget med vigtige minutter i seniorregi på U23-holdet i 2. division.
U23: Kobling til ligatruppen og stærkt forår
Efter en naturlig udskiftning i opstarten, har U23-holdet fundet formen og leveret et solidt forår. Flere spillere er vokset med opgaven i seniorhåndbold, og relationen til ligaholdet har styrket både træning og kultur.
Akademiet: Vild vækst
TTH Akademiet har mere end fordoblet antallet af spillere fra 14 til 31. Akademispillerne har haft adgang til fysisk træning to gange ugentligt samt individuel, positionsspecifik håndboldtræning. Fysioterapeuter, fysiske trænere og mentaltrænere har været tæt tilknyttet.
Udover det sportslige har akademiet også skabt stærke sociale rammer med saunagus, beachhåndbold, kajak, rugby og fælles morgenmad hver tirsdag og torsdag. Fællesskabet og kulturen har været i fokus – med blandt andet foredrag fra ligaspillere, der har delt erfaringer og skabt inspiration på tværs.
Nye tiltag på vej
Sommertræningen mod den nye sæson er allerede i gang, og både TTH Ungdom og akademiet forventer yderligere vækst. Et nyt botilbud i TTH Akademiet står klar efter sommerferien, hvor otte drenge flytter ind, og Henrik Bitsch som college-koordinator skal sikre trygge rammer.
TTH Ungdom fortsætter det gode samarbejde med Lægården og er i fuld gang med at styrke TTH Klubsamarbejdet. Et nyt trænernetværk er under opbygning, og målet er klart: At løfte kvaliteten og skabe stærke fællesskaber på tværs af håndboldmiljøet i Holstebro og omegn.
Talentansvarlig Jacob Hessellund glæder sig over den retning, ungdomsarbejdet bevæger sig i:
– Det er motiverende at se og mærke den energi, der er i ungdomsmiljøet. Det er fedt at opleve, hvor stort et samspil der er mellem de unge og ligaspillerne. Både i hverdagen i styrkelokalet og fra tribunen til banen – det vidner om den klubånd, der er i gang med at blive skabt, siger Jacob Hessellund, talentansvarlig i TTH Holstebro.