21.02.2024

TTH Ungdom styrker talentmiljøet med talenttræner

Klubmanden Morten Damgaard bliver fra sommeren 2024 tilknyttet TTH Ungdom og kommer til at udgøre en vigtig brik i talentarbejdet de kommende to sæsoner.

Nyhed fra TTH Ungdom

I jagten på at styrke talentmiljøet yderligere i TTH Ungdom, er det lykkes klubben at få det lokale trænertalent Morten Damgaard hjem til Holstebro.

Morten Damgaard har i denne sæson arbejdet i norske Byåsen Håndball, hvor han har været sportskoordinator og talenttræner for klubbens ungdomshold på drengesiden. Til sommer vender han atter hjem til Holstebro og til talentmiljøet i TTH.

Udover opgaverne i TTH Ungdom bliver Morten også tilknyttet håndboldlinjen og sportsklasserne under Holstebro Elitesport.

Talenttræner for U17 og U19

Morten Damgaard skal de kommende to sæsoner være en del af trænerteamet på U17 1 og U19-mandskaberne, ligesom han får vigtige ansvarsområder omkring den individuelle spillerudvikling.

- Jeg har først og fremmest valgt at vende hjem, fordi jeg brænder utrolig meget for talentudvikling. Jeg ønsker at sætte mit præg på talentudviklingen i TTH Ungdom og på den måde være med til at skabe det bedst mulige trænings- og udviklingsmiljø for de unge spillere, udtaler Morten Damgaard, og fortsætter:

- I TTH Holstebro vil jeg være omgivet af dygtige og inspirerende trænere og ledere i TTH Ungdom og på ligaholdet. På den måde sikres jeg et udviklende læringsmiljø for mig personligt, hvilket er af afgørende betydning for min videre udvikling, siger Damgaard og understreger, at han glæder sig til igen at tage del i det passionerede arbejde, der foregår i klubbens talentafdeling.

Hessellund: Vi styrker talentmiljøet endnu mere

Morten Damgaard kender klubben bedre end de fleste qua sine mange år som ungdomstræner i Tvis Håndbold og sin ansættelse i TTH Holstebro. Kombineret med de værdifulde erfaringer, Morten har taget med sig fra talentudviklingen i norsk håndbold, var der ifølge talentansvarlig Jacob Hessellund ikke behov for megen betænkningstid, da muligheden for at få Damgaard hjem, bød sig: 

- Vi glæder os meget over, at Morten igen er klar til at være en del af TTH Ungdom. Morten er et stort trænertalent, der med sin tilgang til arbejdet med unge håndboldspillere uden tvivl vil komme til at sætte et stort aftryk på talentmiljøet i TTH, siger klubbens talentansvarlig Jacob Hessellund og tilføjer:

- At Morten tilvælger TTH Ungdom imellem andre spændende tilbud fortæller også, at han er en rigtig klubmand og at der er gang i flere spændende udviklingsting her i TTH Ungdom.

Fremtiden tegner lyst

En udlægning, som Morten Damgaard er enig i og ligeledes ser frem til at udvikle yderligere:

- Jeg synes, at vi går en rigtig spændende fremtid i møde i TTH Ungdom. Vi har et konkurrencedygtigt miljø med både gode akademi- og klubforhold, hvilket giver en ambitiøs og samtidig meningsfuld hverdag for de unge mennesker, udtaler Morten Damgaard og retter fokus mod de mange unge spillere i andre lokale og regionale klubber:

- Samtidig mener jeg, at vi har et stort og uforløst potentiale rundt om i de mange håndboldklubber i Holstebro og omegn. At medtænke dette potentiale, ser jeg som meget vigtig for både talentudviklingen og ikke mindst håndbolden i sin helhed.

Vi ser frem til at genoptage samarbejdet med Morten!

Planerne for TTH Ungdom i sæsonen 24/25 vil blive meldt ud i den nærmeste fremtid. 

Talentpartnere for TTH Ungdom er BIRN, Færchfonden, Holstebro Elitesport, Holstebro Kommune og Østermark Entreprenørforretning. 

Forrige Næste