19.09.2022

Had, kærlighed og masser af spænding mod Skjern

Onsdag venter en af sæsonens helt store kampe: TTH mod Skjern. I den anledning har vi bedt to erfarne TTH’ere sætte ord på rivaliseringen.

Af Nanna Gantriis

- Der var to kampe i grundspillet, man som TTH-spiller altid gerne ville vinde: Det var Skjern hjemme, og det var Skjern ude.

Ordene tilhører Rasmus Lind. 354 kampe og mere end 15 års tro tjeneste i TTH-trøjen.

Onsdag aften er den pensionerede håndboldmålmand også at finde i Gråkjær Arena. Ikke på banen. Men i stedet på tilskuerpladserne. For kampene mod Skjern er bare noget specielt. Også selvom man ikke længere selv ifører sig håndboldskoene og løber på halvgulvet.

- Det ligger indgroet i mig, at kampene mod Skjern er specielle. Om det så var som 1. års seniorspiller, når man spillede nede i den gamle Skjern Hal, eller som ligaspiller i Gråkjær Arena, hvor vi spillede nogle drabelige kampe, fortæller Rasmus Lind og lader minderne tage over:

- Jeg husker især en kamp hjemme i Gråkjær Arena, hvor vi vinder med 1 efter Emil Sidelmann scorer i allersidste sekund. Det er sådanne kampe, man lever og ånder for.

Skiftet til Flensburg og en SMS fra Thygesen

Selvom Skjern er dem, man allerhelst vil slå, så understreger Rasmus Lind også det respektfulde forhold, der er mellem de to klubber:

- Jeg husker tydeligt den SMS, jeg fik fra Skjerns bestyrelsesformand Carsten Thygesen, da jeg skiftede fra TTH Holstebro til Flensburg-Handewitt i 2017. ”Held og lykke. Og godt gået” stod der. Den SMS er også en del af historien om Skjern og TTH Holstebro og det forhold, vi har til hinanden. For der sidder altså nogle rigtig gode og dygtige mennesker nede i Skjern.

Hvor er Heinooo?”

Had/kærlighedsforholdet er også noget af det første Heino Holm fremhæver, når han skal sætte ord på naboerne fra Skjern

- Det var en kamp, der skulle vindes ligesom alle andre. Men man kunne godt mærke i lokalsamfundet, at der var noget specielt. Og det kunne sætte mig ekstra op til kampen, fortæller bagspilleren, der står noteret for 137 kampe i den hvide TTH-trøje.

Især samspillet med dem på lægterne var noget af det, som gjorde kampene mod de grønne ekstra specielle for Heino Holm:

- Der var ikke noget bedre end at have en ’kamp’ med Skjern-fansene. Når man scorede, kunne man lige lægge hånden bag øret og drille dem lidt: ”Hvorfor jubler I ikke?” Og så kunne de give igen i næste angreb, fortæller han.

- Det var sådan, at når jeg sad på bænken kunne jeg nogle gange høre Skjern-fansene råbe nede fra den ene ende af hallen: ’Hvor er Heino? Hvor er Heino?”. Jeg tror begge parter synes, det var et fedt spil at have kørende i kampen.

På onsdag er det ikke Holm og Rasmus Lind, men i stedet Heieren og Rasmus Kier, der løber på banen mod Skjern Håndbold.

Du kan stadig nå at købe din billet til lokalbraget ved at klikke her.

Matchpartner til onsdagens opgør er:

Forrige Næste