09.08.2022

Månedens TTH-profil: Nikolaj Enderleit

Nikolaj Enderleit har kæmpet en lang og sej kamp for at komme tilbage fra sin hofteskade. Men nu er han klar til at kæmpe på håndboldbanen. Månedens TTH-profil præsenteres af Nørre Vosborg og er: Nikolaj Enderleit. 

Af Nanna Gantriis

Smilet har været ekstra stort hos Nikolaj Enderleit under denne sæsons opstart. Højre backen er nemlig tilbage efter en lang og sej genoptræningsperiode, og han er mere end klar til at tage hul på en ny sæson.

- Det har været helt fantastisk at kunne starte op sammen med de andre og træne på fuld blus. Man skal ikke undervurdere, hvor vigtigt det er både håndboldmæssigt, men også socialt, at man kan være med til træningen på lige fod med ens holdkammerater, siger Nikolaj Enderleit.

Farvel til fortid. Fokus på fremtid
Højre backen har været igennem mere end de fleste håndboldspillere, men en jernvilje kombineret med en kæmpe håndboldsult har på beundringsværdig vis bragt Enderleit tilbage på håndboldbanen. 

Han indrømmer gerne, at der har været svære perioder, men vælger at fokusere på nuet og det, der venter i den kommende sæson:

- Det var ikke verdens fedeste tid, så jeg prøver så vidt muligt at tænke fremad, fremfor at dvæle ved fortiden, siger Nikolaj Enderleit og fortsætter:

- Når det så er sagt, så har jeg stor respekt for den min krop har været igennem, og det gør bare, at jeg sætter endnu større pris på at være tilbage. Når træningen er sur og hård, minder jeg mig selv om, hvad jeg har været igennem, og det gør, at jeg kan trække de ekstra procenter ud af mig selv. Fordi jeg ved, at det umuligt kan være hårdere kamp end den, jeg netop har overvundet. 

Nikolaj Enderleit og holdkammeraterne spiller første officielle kamp mandag den 29. august, når vi møder Mors-Thy Håndbold i pokalturneringen på hjemmebane. Køb dine billetter til kampen ved at klikke her.

 Månedens TTH-profil præsenteres i samarbejde med Nørre Vosborg.

Personlig sponsor for Nikolaj Enderleit er

Forrige Næste